Erik Thomsen Sørensens erindringer fra Hovborg 1927 – 1947
Erindringer indsendt af Erik Thomsen Sørensen – februar 2003.
Jeg er født den 15. juli 1927 i Hovborg eller Klelund Skole. Mine forældre hed Søren Thomsen Sørensen og Ingeborg Thomsen Sørensen. I det daglige anvendte de ikke Sørensen – som efternavn anvendte de kun Thomsen.
Mit hjem – barneår.
Noget af det første, jeg svagt kan erindre, er, at jeg var syg og min seng var flyttet ned i spisestuen. Mor sov ved siden af mig om natten og passede mig. Jeg har senere fået at vide, at jeg havde lungebetændelse, og det endda 2 gange. Jeg har også senere fået at vide, at alle i huset listede rundt på tåspidserne, fordi det vist nok var ret slemt. Jeg husker lægen, dr. Cold Mortensen fra Holsted, som hyppigt kom på sygebesøg. Han var et prægtigt menneske, som havde en dejlig beroligende indflydelse på sine med ´mennesker.
Min barndomshverdag prægedes ret meget af min skrøbelighed. Der blev passet godt på mig. Jeg levede en meget beskyttet tilværelse, som til dels isolerede mig fra andre børn. Da jeg kom i skole, hjalp det noget – jeg var vel også ved at vokse mig ud af svaghederne, selv om en stærk forkælelse hang ved mig – et forhold, der ikke gjorde det nemmere for mig, da jeg for alvor begyndte at komme ud i den store verden. For min søster må jeg også i disse år have været noget af en pestilens, som helt afgjort må have ”forsuret” hendes barndom. Vi havde intet søskendefællesskab på noget tidspunkt. Hun fik afløb for mine ugentlige provokationer ved at banke mig i kirketiden om søndagen, når far og mor var godt på afstand. Jeg forstår hende godt!
Jeg kan ikke rigtig tidsfæste hændelserne i den første halvdel af trediverne. Jeg tror nok, at mine skrøbeligheder var grunden til, at vi holdt vore sommerferier ved vestkysten. Man mente, at den friske luft og vandet ville have en gavnlig indflydelse på mit helbred. Vi var i de første par år indlogeret hos en fisker Børsmose i Hjerting ved Esbjerg. Han var en gæv mand, som havde en søn, der hed Thorvald. Både far og søn omkom i øvrigt på havet – deres fiskerbåd gik ned.
Mit hjem varden lokale skole, og far og mor underviste begge og var ved siden af kirketjenere, d.v s far var kirkesanger og mor organist. Far var desuden meget udadvendt og deltog ivrigt i foreningsarbejde – ofte som formand eller i hvert fald som bestyrelsesmedlem. Han var i en lang årrække formand for ungdomsforeningen samt formand for den såkaldte hovedkreds (sammenslutningen af egnens ungdomsforeninger) senere under krigen 1940 – 45 formand for den stedlige organisation Dansk Ungdomssamvirke (landsformand Hal Koch); han var ligeledes i mange år næsteformand for menighedsrådet valgt af grundtvigianerne, en fremtrædende figur indenfor den radikale gruppe i Hovborg, formand for sognets lærerråd i mange år – og ved siden af disse tillidshverv var der så ikke mindst mine forældres meget store omgangskreds, som omfattede såvel lokale beboere som mange mennesker i lokalområdet.
Når jeg nævner disse forhold skyldes det, at min barndom påvirkedes betydeligt heraf. Min storesøster Krista og jeg var ofte alene og overladt til de unge piger. Vi havde altid ung pige i huset – som regel piger fra egnen – jeg kan endnu huske flere af dem: Der var Agnes Nikolajsen, som var datter af en af egnens personligheder Andreas Nikolajsen, hendes søster Dagmar, Stinne Thorup, datter af skovfogeden i Klelund Skov, Karl Thorup, Marie Ditlevsen, datter af gårdejer Søren Ditlevsen og hendes søster Anna, Asta Jensen, datter af Andreas Jensen, Klelund. Udefra importeredes Lisbeth Dissing, lærerens datter fra Taars i Vendsyssel og Ester Dalgas Jensen, som mor fik via en annonce i det lokale annonceblad Holsted-Brørup Avis”. Det var i øvrigt den eneste gang mor averterede efter hushjælp, normalt benyttede hun ”mund-til-mund” metoden. Jeg tror nok, at stillingen som hushjælp i skolen var almindeligt anerkendt som en god plads. Alle disse pige husker jeg som mennesker, der var utroligt søde mod mig, men erstatter forældre kunne de ikke.
Kirken.
Kirketiden – ja, far og mor var kirketjenere og ønskede (alt for ofte), at jeg skulle gå med i kirke. Præsten hed Viggo Hansen og var en god bekendt af mine forældre. I kirken sad jeg oppe ved siden af orgelet, som mor bearbejdede. Graveren, som tillige var daglejer, hed Jeppe Jepsen (Jep Dam), trådte bælgen til orgelet. Det var før orgelet var elektrificeret, så Jeppe leverede energien til orgelet og hans træden op og ned var en forudsætning for, at mor kunne få musik ud af apparatet. Det var derfor katastrofalt, når Jeppe svigtede, selvom det sjældent skete. Kirkegangen var ikke overvældende, det normale var vel en halv snes mennesker – naturligvis bortset fra jul og konfirmation. Mit største problem ved disse gudstjenester var helt sikkert prædiken. Præsten brugte for det første et sprog, som jeg slet ikke forstod, og for det andet talte han meget længe, jeg vil tro omkring tre kvarter. Som oftest benyttede jeg tiden til alle stjernerne på kirkens loft – der var rigtig mange. Gad vide, om menigheden er gået fra kirken med den opfattelse, at mit himmelvendte blik dækkede over en stærk medleven i ordene fra prædikestolen? Efter gudstjenesten var det en fast tradition, at præsten tog med hjem i skolen og drak eftermiddagskaffe, som pigen i mellemtiden havde arrangeret i spisestuen. Når kaffen var drukket, trak far og præsten sig tilbage til kontoret, antagelig for at diskutere teologiske spørgsmål. Da jeg blev lidt ældre og begyndte at spille kort, viste det sig, at præsten gerne deltog i spillet (som hed fedtmule). Det var på det tidspunkt ret så ualmindeligt og ikke velset, at gejstlige deltog i slige syndige gøremål. Men den risiko løb Viggo Hansen altså. Spillet foregik altid i den bageste stue – spisestuen, sådan at ingen uvedkommende kunne brase direkte ind. Men jeg glemmer alligevel ikke, da provst Olesen fra Sønder Omme (som var præstens overordnede) engang uventet kom på besøg og marcherede direkte ind i spisestuen. Viggo Hansens forlegne smil, da provsten – ved synet af kortspillet – udbrød: ”Vig bort Satan!”, kan jeg se for mig endnu. Gudskelov var provsten en god grundtvigianer og tillige kendt som en stor spøgefugl. Men alligevel…..
Religiøst var egnen opdelt i grundtvigianere og indre-missionsfolk. Far og mor var ivrige grundtvigianere, men de havde et godt forhold til missionsfolkene. Valg til menighedsrådet var altid kampvalg, der var altid mindst 2 opstillingslister ved valget: Grundtvigianere og Indre Mission. I menighedsrådet samarbejdede de to grupper vist nok udmærket, men interesserne stødte dog af og til sammen. Det gjorde de, når der skulle vælges ny præst. En ny præst blev aldrig indstillet i enighed. Der var altid indstillet 3 i prioritetsrækkefølge, hvoraf de første 2 var grundtvigianere, der havde flertal i menighedsrådet. Det er mit indtryk, at far prægede menighedsrådet ret så meget. Han var meget religiøs og gik meget op i kirkelige spørgsmål. Han ville gerne selv have været præst og forsøgte også at læse hertil. Det blev dog kun til eet år ved universitetet i København, så måtte han give op. Hvorfor ved jeg ikke, da dette må være foregået sidst i tyverne eller i begyndelsen af trediverne. Jeg mindes at have fået fortalt, at mor ikke kunne klare problemerne alene i Hovborg. Men om det er rigtigt, ved jeg ikke. Far beskæftigede sig meget med religiøse spørgsmål hele sit liv. Især Paulus optog ham, og ved en senere lejlighed holdt han en række foredrag om dette emne. En enkelt gang holdt han – under præstens sygdom – søndagsprædiken i Hovborg Kirke. Jeg husker, at han spurgte mig, om jeg ville med i kirke, og da jeg svarede undvigende, sagde han, at så fik jeg nok aldrig hørt min far holde prædiken..
I hverdagen mærkedes de religiøse forskelligheder ved, at missionen ofte afholdt aftengudstjenester i kirken med deres egne præster. Far og mor mødte – som kirketjenere – altid op til disse gudstjenester, og det har måske ikke altid moret dem. Men missionen værdsatte deres medvirken og Gav ved mange lejligheder udtryk herfor. Kortspil, dans og indtagelse af spiritus var bandlyst hos missionsfolk og var medvirkende til, at folks omgangskreds til en vis grad indrettedes efter deres religiøse tilknytning.
Da jeg var dreng var missionens leder en stout gammel gårdmand, der hed Andreas Heick. Han var et fint menneske, som mine forældre satte stor pris på. Hans søn blev i øvrigt direktør for Hedeselskabet.
Skolen i Hovborg.
Mit hjem var skolen i Hovborg. Skolen bestod i trediverne af 3 klasselokaler, gymnastiksal og to lejligheder. Der var 2 faste lærere ansat på skolen + en forskolelærerinde i vinterhalvåret. De to lejligheder var til de faste lærere ( min far og mor), mens der til vinterforskolelærerinden var et rimeligt stort værelse til rådighed uden nogen faciliteter (køkken, badeværelse etc.). Min far og mor beboede den største lejlighed, mens den anden var ubenyttet – bortset fra, at far anvendte den til sine ”bisager”, dvs. vokstavler etc. Han havde nemlig en halv snes bistader. Skolen var en 7-klasset skole dog ikke fordelt på 7 klasser, men på 4. Skoleordningen var således, at 1.ste skoleår undervistes alene, 2. og 3. skoleår sammen, 4. og 5. sammen og 6. og 7. også sammen. Med andre ord betød det, at forskellige alderstrin med forskellige forudsætninger opholdt sig i samme klasselokale og skulle undervises samtidig. Det lyder med nutidens øjne som håbløs gerning for såvel lærer som elever, men til trods herfor fik vi blændende god undervisning. Hvordan det lykkedes for mine forældre, forstår jeg ikke, men faktum er, at den ballast, man fik med fra skolen herhjemme, kunne man nyde godt af resten af livet.
Skoletimerne var ujævnt fordelt hen over skoleåret – nogenlunde således:
Sommeren:
1. skoleår hver dag 3 timer far
2, og 3. skoleår hver dag 3 timer mor
4. og 5. skoleår: tirs-, ons- og fredag 7 – 12 mor
6. og 7. skoleår mandag og torsdag 7 – 12 far
Det reducerede sommertimetal for de store klassers vedkommende var et ønske fra hjemmene, fordi de store børn udgjorde en arbejdskraft, som der var god brug for om sommeren.
Vinteren:
1. skoleår hver dag fra 13 – 16 forskolelær.
2. og 3. skoleår hver dag fra 9 – 12 forskolelær.
4. og 5. skoleår hver dag fra 9 – 16 mor
6. og 7. skoleår hverdag 9 – 16 far
Skolen var en af sognets største. Der var næsten altid omkring 100 elever fra byen og landdistriktet.
De tre klasseværelser var stort set ens. Der var en stor sort tavle på væggen, et kateder samt de sorte, som regel 2-mands skoleborde. Til 4. klasse var endvidere et skolebibliotek, hvorfra børnene kunne låne børnebøger. Far fik ofte tilsendt en pakke med nysudkomne bøger fra Vilh. Kirks Boghandel i Holsted. Han (og jeg) gennemlæste så stakken og udvalgte de bedste til biblioteket. Alle klasseværelser var opvarmet med en stor, sort kakkelovn, som gik fra gulv til loft. Ved siden af kakkelovnen stod tørvekassen, som var fyldt med sorte (engang imellem grålige) tørv, som hentedes fra udhuset, som af samme årsag kaldtes tørvehuset. Ansvarlige for opfyldningen af tørvekassen var drengene i klassen, hvor funktionen gik på skift. Så vidt jeg husker, var det den unge pige og mor, der tændte op i kakkelovnene om morgenen, så der kunne være varmt, når børnene ankom. Udenfor hver af klasserne var der en entré, hvor overtøjet kunne hænges og endvidere en reol, hvor træskoene kunne stilles, når eleverne kom om morgenen – ofte langvejs fra. De fleste udskiftede træskoene til hjemmelavede tøjsko. Blev man tørstig, måtte man ud i skolegården, hvor en stor træpumpe var placeret. Vandet, man pumpede op, var dejligt koldt og friskt. Der var dengang ikke indlagt vand i husene.
Skolegang.
Jeg begyndte i skolen i 1934 – 7 år gammel. Allerede inden jeg kom i skole, kunne jeg læse og regne. Vi startede 4 drenge: Andreas Simonsen, Karl Houborg fra Klelund, Rasmus Søholm Jensen og så mig. Så var der 4 piger: Eva Østergaard, Anna Jakobsen (som jeg konkurrerede med), Meta Brunbjerg og Dagmar Madsen.
Børnenes mor fulgte dem i skole den første dag, og når de var godt afleveret, trakteredes fruerne med kaffe og hjemmebag i spisestuen, mens far snakkede beroligende med børnene i klasselokalet. For de fleste af børnene var skolegang en stor omvæltning. Mange af dem kom fra landejendomme og var ikke vant til at ”komme ned i byen”, men far havde et vældigt godt tag på de små, og de fik hurtigt stor tillid til ham. Engang viste han de små en billedbog med dyr, bl.a. aber. Ved synet af disse spurgte en af eleverne: ”Er Stauning (landsfader og socialdemokratisk statsminister med stort skæg) også i den bog?” Jeg mindes i øvrigt ikke så meget fra mine første 3 skoleår – jeg tror nok, at jeg på et tidspunkt sprang et klassetrin over og kom ind i 3. klasse (4 – 5 skoleår), hvor mor underviste. Og så blev jeg holdt til! Mor var en meget ihærdig, grundig og pligtopfyldende lærer, man (og ikke mindst jeg) skulle kunne sine lektier. Vi havde hver dag et salmevers for, og alle blev hørt – stående. Mor gennemgik hver dag den kommende dags vers, sådan at vi forstod indholdet af de ofte meget knudrede strofer. Og så sang vi til sidst hele salmen. Endnu nu den dag i dag husker jeg de mest almindelige salmer udenad, og det skyldes altså salmeversene i 3. klasse. Så havde vi bibelhistorie, hvor vi først blev hørt i lektien, og det var en overhøring, hvor alle hovedpersonernes (d.v.s. profeter etc) udtalelser skulle citeres ordret. Jeg husker, at noget af de værste var, Jesu Bjergprædiken, som var meget lang. Vi fik så et mindre stykke for af gangen, men til sidst kunne i hvert nogle citere hele teksten, der som sagt var ret så lang. Danmarkshistorien var også gennemgået, og kongerækken skulle kundes til punkt og prikke. Men mors ”hjerteblod” var dansk og regning, som hun terpede om og om igen med os, og hun opnåede fantastiske resultater. De fleste i klassen kunne – når vi gik ud af hendes klasse – skrive fejlfrit dansk, og næsten alle beherskede regnereglerne. I begyndelsen af min skolegang benyttede vi ikke regne – og skrivebøger, men brugte tavler. Vi regnede og skrev på tavler og hvilken larm, når 25 børn trakterede tavlerne med deres grifler. Når griflen ikke var spids længere, fik vi lov til at gå ud og spidse den på trappestenen. At skrive med blæk var næsten en højtidelig proces. Ved hvert skrivebord var et gammeldags blækhus, og hver elev havde et penneskaft samt en stålpen. Når mod havde godkendt kladden, fik vi lov til ”at skrive ind”. Og det var altid spændende, om det lykkedes, f.eks. om man undgik blækklatter, som kunne udvikle sig katastrofalt og hurtigt ødelægge en hel side i stilebogen. Vi skrev massevis af diktater og genfortællinger og opnåede som nævnt store færdigheder.
Sang og musik havde min mors store interesse. Vi sang i hendes klasse 2-stemmigt, og hun dirigerede os med megen intensitet. Musikinstrumentet var også i klassen: Et trædeorgel, som hun benyttede ved indstuderingen af de danske sange, som udgjorde langt den største del af repertoiret. I sin fritid underviste mor begyndere i orgelspillet. Vi havde også et opretstående mahognifarvet klaver, som stod i ”den røde stue”. På dette klaver prøvede mor – uden større succes – at bibringe mig det første vanskelige indblik i nodernes og klaverets verden.
Mor opretholdt en kolossal disciplin i hendes klasse. Der blev ikke talt privat i hendes timer. Alle havde stor respekt for hende, idet hun simpelthen udstrålede autoritet, når hun stod ved sit kateder. Eleverne sagde ”De” til mor, og det var helt uhørt i Vestjylland dengang. Mor var også ”Des” med befolkningen – hun var kun ”Dus” med ganske få. Jeg mindes egentlig kun Dagmar Rossau, som hun var ungdomsbekendt med. Far havde den stik modsatte indstilling. Han var ”Dus” med alle – også eleverne. Årsagen hertil var nok, at far var vestjyde – født derude.
Jeg har aldrig hørt om – endsige set – at mor har slået en elev. Men temperament havde hun i visse situationer. Engang havde jeg bedt om ”at gå i gården”. Det gjorde jeg ikke, men gik i stedet ind i privaten, hvor jeg satte mig til at læse Politikens mandagssport – behagelig placeret med benene på bordet. Uheldigvis ringede telefonen, og inden jeg kunne nå at reagere, stod mor i stuen. Da blev hun godt nok gal!
I frikvartererne opholdt vi os i den brostensbelagte skolegård eller på de to legepladser, der lå umiddelbart udenfor skolebygningerne. Som regel spillede drengene fodbold, mens pigerne beskæftigede sig med fredeligere boldspil. Engang imellem spillede vi dog bold sammen med pigerne. D ”1 – 2 -3 kroner” – en slags fangeleg eller ”klink”, som var en variation over samme tema. Om vinteren lavede vi glidebaner og sloges i sne. Det kunne godt gå hårdt til.
I 4. klasse – fars klasse – var atmosfæren noget anderledes. Fars disciplin var knap så stram som mors. Vi fik et nyt fag: Verdenshistorie. Far var en god fortæller, og terperi var ikke ham. Men mine lektier skulle jeg kunne, og hvis de ikke var i orden – eller der var fejl i diktaterne, så fulgte et efterspil – efter skoletid. Jeg husker ikke så meget fra det ene år, jeg var i fars klasse. Jeg gennemførte ikke det sidste skoleår, fordi jeg efteråret 1940 flyttedes til Grindsted Realskole.
Jul i skolen – borgerforeningens juletræ.
En af de sidste dage før jul, afholdtes skolens juletræ og det foregik i gymnastiksalen. Så vidt jeg husker, var det store træ en gave fra Hovborg Plantage. Nogle dage før festen mødtes nogle mennesker hjemme hos os ved bordet i spisestuen fremstillede de roser af rødt og hvidt papir til julepynt, og der skulle rigtig mange til, fordi træet nåede til loftet i gymnastiksalen.
I festen deltog alle skolelever, deres forældre samt mindre søskende. Alle mødte op i deres fineste tøj, og ingen måtte komme ind i salen, førend træet var tændt. Jeg kan næsten høre det gisp, som udstødtes, når dørene gik op, og forsamlingen gik ind i salen. Efter afsyngning af et par julesalmer holdt far juletalen, og efter endnu et par salmer blev træet trukket til side og store borde stillet op, for nu skulle der drikkes kaffe. En kogekone – Pouline – stod i køkkenet med et par kæmpestore kaffemaskiner og skænkede op i serveringspersonalets kaffekander. Efter kaffebordet fik alle appelsiner, og så legede vi sanglege. Det sidste regnedes for aftenens clou, og det afsluttede aftenen. Ved midnat brød de vel omkring 200 mennesker op, og så først følte mor, at nu havde hun juleferie. Træet transporteredes til kroens sal, hvor det skulle genbruges til andre juletræsfester, jeg husker især borgerforeningens juletræ 5. juledag., hvor der dansedes moderne til levende musik, orkestret var som regel en duo: Violin og klaver – det kunne være brødrene Jørgensen fra Bramminge, Vagn Jensen (murer) fra Agerbæk eller Ejvind Skov (malermester) fra Grindsted. Et udvidet orkester bestod af 3 mand, idet en janitchar kom til.
Julefesten indledtes med, at borgerforeningens formand Chr. Larsen (Sørines mand) bød velkommen. Derefter dansede alle om juletræet i flere ”ringe” med børnene inderst, og efter et par salmer holdt far juletalen. Jeg husker ikke, hvor mange gange, far talte ved juletræer hver jul, men han holdt ikke den samme tale hver gang. Han var en forrygende god taler. Jeg har altid været imponeret af hans taleforberedelse. Han skrev sjældent manuskript, men forberedte sig vistnok bedst, når han lå på sin elskede sofa i kontoret. Efter talen sang vi igen julesalmer og derefter uddeltes godteposer, og så ryddedes gulvet.
Før dansen gik en mand rundt og strøede stearin på dansegulvet, sådan at fødderne kunne svinge sig lettere. Den første time var forbeholdt børnene, hvorefter de voksne sluttede sig til. Mine forældre dansede ikke – i hvert fald aldrig min far. En sjælden gang husker jeg, at mor blev budt op – og dansede. Jeg tror egentlig, at hun godt kunne lide at danse. Børnene dansede rheinlænder, den toppede høne, morskabspolka og den slags, mens de voksne dansede sekstur, foxtrot og vals.
Jul derhjemme.
Juleforberedelserne for vores egen jul startede ved juletræets og gåsens ankomst. Begge dele fik vi lokalt. Gåsen var dog slagtet og plukket, når vi fik den, men det var en af mine allerstørste oplevelser at se på, at mor skar den op, tog indvolde – kråse, hjerte, elever, galde – ud. Derefter fyldtes dyret med svesker og æbler for til sdist at blive syet forsvarligt sammen. Halsen var en delikatesse, som altid tilfaldt far. Julemenuen bestod desuden af risengrød med mandel, som næsten altid på sælsom vis havnede hos mig. Juletræet blev sat i ”den røde stue” (fordi møblerne var betrukket med rødt stof), og døren til stuen blev låst. Nøglen blev lagt ovenpå den høje bogreol. I den røde stue placeredes alle indkomne gaver, og adgang til stuen var derfor strengt forbudt. Jeg hittede dog ud af, hvor nøglen lå og listede ind i det hellige rum, mens mor og far var i skole, hvorfor jeg var velorienteret om, hvordan gavesituationen forløb. Mine egne gaver købte jeg i den stedlige brugsforening. Jeg fik hvert år tildelt 5 kr. til julegaveindkøb. Dette beløb skulle dække gaveindkøb til far, mor Krista og den unge pige. Hvad der blev tilovers slikkede jeg op. Selvom pengenes købekraft dengang var større, må det have været noget af en bedrift at finde 4 gaver til den pris, ogg udvælgelsesprocessen må have været noget af en plage for brugsforeningsuddeler Christensen og hans personale. Juleaften var vi i kirke. Den aften varede gudstjenesten kun én time, fordi præsten havde to gudstjenester: Klokken 2 og klokken 4 i Lindknud og Hovborg. Kirken var pyntet med 2 store juletræer med levende lys, som far tændte ved hjælp af en lang kæp med et tændt julelys bundet fast i spidsen. Jeg fulgte altid fra min plads ved orgelet spændt operationen. Det var altid usikkert, om julelyset i spidsen af stokken blev siddende, og om alle lysene på træet blev tændt. Kirken var – som nu – fyldt til bristepunktet, og der herskede en god stemning i kirken.
Efter kirketid kørte vi hjem, og så fik mor og den unge pige travlt i køkkenet. Julebordet blev dækket i spisestuen. Flot hvid dug med juleløber, det ny spisestel og julelys på bordet. Julemiddagen begyndte med, at vi sang et vers fra ”Det kimer nu til Julefest” – det var sidste vers ”Kom Jesus vær vor Hyttegæst” Og så serveredes der risengrød med kanel, smør og sødt øl. Gåsestegen var et af årets kulinariske højdepunkter. Mor var mester i at tilberede gås med hvide og brune kartofler, gåsesovs og rødkål ( – desværre har andesteg nu til dags næsten fortrængt denne ædle tradition).
Efter maden vaskede pigen og mor op, og far fortalte som regel historier. Jeg kan huske, han engang fortalte en historie, hvori alle dyr kunne tale med hinanden julenat dvs. klokken 24. Jeg grundede meget over fænomenet og afprøvede sagen på gravhunden, som dog ikke udviste større lyst til dialog. Gad vide, om historien ikke er fra en Selma Lagerlöf legende? Når mor og pigen var færdige, tændtes juletræet. En jul gik der ild i mor, mens hun tændte lysene. Hun havde tændt de underste lys først og stillede sig på en stol for at tænde de øverste. Ilden fik fat i hendes kjole, men den unge pige var snarrådig og fik slukket flammerne. En noget usædvanlig optakt til juleaften. Vi gik så rundt om træet og sang salmer (de korteste først), hvorefter gaverne uddeltes. Efter endnu et par salmer fik den unge pige lov til at tage hjem, hvorefter vi fire gik ind til et veldækket kaffebord med alskens julebag. Alt var hjemmelavet. Mor bagte mange slags småkager: Brune kager, jødekager, vaniljekranse, finsk brød. Jeg deltog altid livligt i julebagningen og førte bl.a. kødmaskinen, når vaniljekransene kørtes ud i deres karakteristiske mønster. Juleaften mundede ud i gavekigning og snak og sluttede ved 24-tiden.
Julemorgen samledes vi alle ved julebordet, og først nu ønskede vi ”Glædelig Jul”. I det daglige indtog vi aldrig morgenmaden sammen – far kom altid tril sidst. Men her mødtes vi alle, jeg tror nok, vi ved den lejlighed også fik blødkogt æg – fra egne høns.
Far og mor var i kirke både 1. og 2. juledag. Vi var dog ikke med. Juleselskabelighed havde vi ikke – i større målestok. Nytårsaften havde vi ingen særlige traditioner. Aftenen var ret så stille, og vi var vist ingen gang oppe til midnat. I byen og i omegnen var der gang i den. Nytårsløjer var almindelige. Havelåger og andre ting blev flyttet. Jeg kan huske, at hanen fra en gård blev bortført og transporteret til et spisekammer i den modsatte ende af byen.
Mere om mit hjem – udendørs.
Skolen lå i byens sydlige udkant. Vi boede i den længe, som vendte ud mod landevejen. Lejligheden indeholdt 3 stuer, soveværelse, 3 kamre, spisekammer og kælder. Desuden hørte til lejligheden udhus, hønsehus og garage. En stor have og hønsegård var der også. Haven var både prydhave og urtehave. I prydhaven var der 4 græsplæner, blomsterbede, frugttræer og lysthus. Prydhaven ordnedes som regel af kirketjeneren Jeppe. Han slog græsplænerne med sin le og ordnede resten af bedene. Når han var hos os, spiste han med. Han og far havde en særlig kommunikationsform, der gjorde måltiderne ret så muntre. Om middagen sov Jeppe, og det foregik i gymnastiksalen, hvor han på en eller anden måde fik sig indhyllet i rullemadrassen. Jeppe var gift med Ane, som tilsyneladende var en lille, stilfærdig dame. Men Jeppe havde stor respekt for hende. Den øvrige have – urtehaven – holdt vi selv. Urtehaven var stor. Vi dyrkede alle slags grøntsager, som mor med stor iver henkogte i store glas. Der var ærter, gulerødder, porrer, kål af enhver art (også rosenkål), gule og grønne bønner, selleri, græskar, agurker og jordbær. Der var desuden en hel allé med blommer, ribs-solbær og stikkelsbærbuske og 5 æbletræer samt pæretræer og hønsepærerne, som hed sådan, fordi de stod i hønsegården. Og så havde vi et stort stykke med kartofler. Den ret store have betød naturligvis, at et ret så stort havearbejde var nødvendigt, og det kneb. Der var sjældent nogen helt god stemning i huset, når vi skulle i haven. Mor var afgjort dynamoen og det kreative element i processen sammen med den unge pige. Det var noget af en sag at få far aktiviseret til havearbejde, og han gjorde det i hvert fald aldrig af kærlighed. Min egen indsats kan der næppe berettes meget om. Det eneste positive var kartoffeloptagningen, fordi far betalte 2 øre pr. opsamlede spand kartofler.
Mine dyr.
Jeg havde dyr hele min drengetid og det først og fremmest hunde. Den første hund, jeg kan huske, var en hvidbroget foxterrier, der hed Vaps. Den kunne ikke lide vand, og når vi havde storvaskedag (ved hjælp af Pouline) og den store kedel var varmet op, vidste den, at turen på et eller andet tidspunkt kom til den. Den gjorde sig derfor altid usynlig på disse dage, men undgik ikke sin skæbne. Engang lagde den sig efter afvaskningen til at sove på en grøn telefonbog, som smittede af. Vi havde derfor i lang tid en hvid og grøn foxterrier. Vaps kunne ikke lide biler, og den havde den uvane, at den skulle løbe efter dem og gø rasende. Det blev dens skæbne. Jeg kan tydeligt huske, at jeg så Vaps dø. En lastbil kørte over den, mens jeg stod ved vejkanten og betragtede sceneriet, der efterlod Vaps liggende død på asfalten. Så havde vi en stor jagthund, der fik et tragisk endeligt, da den blev røgforgiftet i vaskehuset. Men det jeg først og fremmest husker, er vores gravhunde. Den første hed Daks. Engang kom den til skade med sit ene forben og haltede i lang tid. Stor medfølelse – og godbidder – tilfaldt derfor hunden, hver gang den haltede. Men alt godt får en ende, en dag var benet rask, og Daks behøvede ikke mere halte. Godbidderne og kæleriet var ovre. Daks genoptog derfor halteriet men kunne ikke huske, hvilket ben der var dårligt. Den haltede derfor skiftevis på forbenene reste af sit liv, når den trængte til omsorg. Til sidst fik vi 2 røde gravhundetvillinger – Bob og Tim. Dem havde vi utroligt meget fornøjelse af, selvom Tim døde ret ung af nyrebetændelse. Jeg husker f.eks., når de jagede rotter. Det var team work i renkultur, når de angreb rotterne fra hver sin side. Det kneb blot, når byttet skulle præsenteres for familien: Hvem skulle bære det nedlagte bytte? Bob blev gammel. Den døde (af skræk over skyderiet?) en nytårsaften, efter jeg var rjst hjemmefra. Jeg husker endnu dens glæde, når jeg kom hjem i ferierne.
En lang overgang havde jeg duer. De boede i hønsehuset, hvor der var indrettet dueslag. Der var mange forskellige arter: Månedsduer, højstjærter, brevduer, tumlinger og kropsduer er, hvad jeg umiddelbart husker. Der var stor handelsvirksomhed med duerne både lokalt med de andre drenge, men også udenbys. Jeg førte engang en længere korrespondance med en (voksen) dueavler i Ølgod, fordi jeg havde fået opsnuset, at han avlede tumlinger, og at han var i besiddelse af en kvalificeret han, som kunne være passende til min ene tumlingehun. Korrespondancen udstrakte sig over flere måneder p.g.a. prisuoverensstemmelser – inden han gav sig og sendte den omstridte tumlingehan med fragtmand. Jeg beskæftigede mig meget med duerne, hvilket betød, at de næsten altid var håndtamme. Når jeg var syg og sengeliggende, fløj de ind af åbne vinduer og sad på sengekanten.
Kaniner fyldte jeg også huset med i nogle år. Det var den hvide, danske landkanin, jeg havde, og de ynglede ivrigt. Da det var en udbredt hobby blandt drengene at holde (og avle) kaniner, kunne det være noget af et problem at komme af med ungerne, medmindre man ønskede stordrift, og det ønskede mine forældre bestemt ikke. Det var før, at det var moderne at spise kaniner.
Undulater fik jeg overtalt mine forældre til at give mig på den betingelse, jeg altid ene og alene ville passe dem. Foretagendet blev aldrig nogen større succes, fordi det ikke lykkedes mig at gøre dem tamme. Pasningen svigtede naturligvis også, hvorfor det endte med, at fuglene returneredes til ”Flensborg Lager” i Holsted, hvorfra jeg i sin tid havde fået dem.
Byen og egnen.
Jeg voksede op i Hovborg, som var en lille landsby med vel 2 – 300 indbyggere. Byen bestod stort set af én gade – en asfalteret landevej, hvor husene lå ud til. Der var en stor ret tyndt befolket omegn, hvor hovederhvervet var landbrug. Der var vist i øvrigt ikke særlig frugtbar jord på egnen – jorden var mange steder grålig, hvilket skyldtes for megen sand i jorden. Byen var omkranset af megen skov. Der var 3 plantager: Hovborg, Baldersbæk og Klelund. Hovborg Plantage er Hedeselskabets nr. 1, hvilket vel hænger sammen med, at Dalgas formentlig har valgt dette sted, som et af de første velegnede hedeområder. En statue af Dalgas står der i øvrigt ved Høllund Søgaard i den nærliggende Høllund Søgård Plantage.
Udover landbruget var der kun få virksomheder. Der var savværket, ørreddammene og kroen, som kunne bidrage med arbejdspladser. Befolkningen var altså sammensat af landmænd, håndværkere og handlende. Forbindelsen til omverdenen var en rød rutebil, som kørte strækningen Holsted – Grindsted, hvor Hovborg altså var en station på vejen. Rutebilen kørte et par gange om dagen, og chaufføren hed Jakob (Kjær). Man havde altså mulighed for at komme til Holsted (og tilbage) og foretage indkøb, men af og til sendte man bud med chaufføren, som derved kunne få mange forskellige gøremål på sådan en tur. Jeg har hørt, at en kone har bedt ham om at købe blomstret kjolestof i Grindsted. Så var det op til Jakobs smag, hvordan kjolen kom til at se ud.
Byen og – i mindre grad – omegnen fyldte meget i min senere drengetid. Jeg kom meget ned i byen og kendte store som små. Min tilknytning til landdistriktet var betydelig løsere. Jeg er kun kommet på et par gårde i kortere perioder. Det var hos naboen mod syd, gårdejer Peder Hermansen, og hos Johanne Jensen (kaldet ”Lille Johanne”), som boede sammen med hendes søn Nikolaj Jensen i et mindre husmandssted. Begge disse steder blev jeg modtaget med stor venlighed, og jeg deltog i arbejdet med dyrene og i markarbejdet. Jeg kom så langt, at jeg selvstændigt kørte en hesterive (med hest for!), men landmand – og virkelig interesseret i landbrug – blev jeg aldrig, selv om mulighederne var til stede. Det var dengang landbrug ”med det hele”, dvs. kornavl og alle slags dyr: Heste, køer, svin, høns, ænder, gæs og enkelte steder får.
Så var jeg langt tættere knyttet til byen, hvor jeg vel har været i de fleste hjem. Vor nærmeste nabo mod nord var et husmandssted, hvor Lorens Ravn boede med sin husbestyrerinde Else Povlsen. Begge disse mennesker husker jeg kun meget svagt. Overfor skolen boede en husmand Kristian Povlsen, gift med Ane. De havde to islænderheste og en søn, Mads Povlsen, som var jævnaldrende med krista. Ved siden af Ravn boede Kristian Jakobsen og Botilde, som for mange år siden havde været i huset hos mor. Kristian Jakobsen var møller, og de havde 5 børn, alle drenge: Henry, Svend, Villy og tvillingerne Tage og Leo. Dem legede jeg meget med. De fleste af vore lege foregik i forbindelse med den nærliggende å Holme Å. Vi fangede elritser, en lille ørredlignende fisk, og vi opbevarede dem i ”vandreservater”. Men vi fiskede først og fremmest efter ørreder, som der var mange af, ikke mindst efter oprettelsen af fiskeriet med de mange ørreddamme ved åen. Fiskegrejet bestod af en lang bambuskæp, en fiskeline og en krog forsynet med et lille stykke gut. Alle disse remedier købtes i brugsen for meget små penge, og efter indkøbet monteredes udstyret. Agnen bestod altid af regnorm, som blev gravet op i diverse haver og opbevaret i blikæsker i bukselommen. Det er ikke så få timer, jeg har opholdt mig ved åen med fiskestang – i byen, men også længere borte fiskede jeg med de lokale landmænds tilladelse. Jeg fangede mange fisk, ja endda rigtig mange fisk. Mor så næsten træt på mig, når jeg kom hjem – ved tanken om, hvor mange ørreder der nu skulle renses. Til sidst var vi trætte af stegt eller kogt ørred og forærede som regel fangsten bort.
Mejeribestyreren hed Rossau, og han var gift med Dagmar, som var min gudmoder. De havde 3 børn_ Martin, Inga og Elise (kaldet Søster). Rossaus var fars og mors ældste venner, og det var et sted, hvor vi tit kom på besøg. Far og Rossau havde endvidere den ordning, at de byttede aviser. Som gode radikale abonnerede de naturligvis på radikale lokalaviser: Far på Venstrebladet, der kom fra Kolding, og Rossau på Vestjylland, som kom fra Esbjerg. Jeg kan næsten høre far sige: ”Jeg går lige ned og bytter aviser” – og så vidste ingen, hvornår han kom igen; Rossau og far snakkede godt sammen.
Rossau havde en bil ligesom vores, og mor har fortalt, at når jeg legede bil, var det altid Rossau, der var hovedpersonen. Selvom Rossaus facon kunne virke lidt barsk overfor børn, så kunne han li´børn – og de kunne lide ham.
De spillede meget kort, når de var sammen. Det var 2-øres whist, og normalt spillede mor og Rossau sammen mod far og Dagmar. I begyndelsen kiggede jeg på og fungerede som pengemand, men ret hurtigt lært jeg spillet og deltog.
Ved sammenkomster – og det var især fødselsdage – spillede mændene et spil, som jeg aldrig har lært:Esmakker – senere spillede nogle l´hombre. Kvinderne var deporteret til et andet lokale, hvor de kunne spille deres whist. Vores fødselsdage fejredes normalt ved aftenskaffe. Gæsterne inviteredes til kl. 20, hvorefter der snakkedes en halv times tid. Så var der kortspil et par timer og derefter kaffebord, som dog indledtes med en kop chokolade. Al traktement til kaffebordet var hjemmebag – boller, kaffekage, en sjælden gang lagkage og endelig flere slags småkager. Som regel deltog jeg ikke i kaffebordet, jeg måtte meget mod min vilje gå den tunge gang – i seng. Gæsterne gav ikke gaver til ikke-runde fødselsdage. Runde fødselsdage fejredes ved større sammenkomster, hvori der var indbygget spisning.
Men tilbage til mejeriet. Det var naturligvis et andelsmejeri, og det besøgtes dagligt året rundt af et stort antal mælkekuske, som langvejs fra kom kørende i nogle specielle hestetrukne vogne med træhjul (det var inden gummihjulene kom frem). Der var årlig licitation over mælketurene, som givet har været en kærkommen extraindtægt for ”chaufførerne”. Rossau var meget bundet af jobbet: Hverdag fra helt tidlig morgen var han på stikkerne til hen på eftermiddagen. Udover sin lederfunktion forestod han også mælkeudsalget til beboerne. Jeg kan huske, at den unge pige gik på mejeriet med spande og krukker, som skulle medbringes hjemmefra. Det var før færdigemballagens tid – kun smør, som vi brugte meget af, var indpakket. Så vidt jeg erindrer, havde Rossau kun to fridage om året: Nytårsdag og 1. påskedag. Det var mit indtryk, at Rossau var en dygtig mejeribestyrer – hans utal af præmier vidner herom.
Børnene på mejeriet legede jeg ikke så meget med – de var så meget ældre end jeg. Det var mere Krista, der havde fornøjelse af dem.
I et langt hvidt hus overfor mejeriet boede Niels Jensen og hans husholderske Stinne Skov, der vist nok også syede for folk. Niels Jensen havde vist nok tidligere været møllersvend. Jeg husker ham kun som en gammel, temmelig høj mand, der gik med stok og snakkede stille – og meget.
På den anden side af vejen boede skrædder Kristian Jepsen og hans kone Kirstine. De havde to dætre: Helene og Henny, som jeg var jævnaldrende med. Skrædderen syede fars (og senere mit) tøj. Skrædderen var en lille, lun mand, og hans kone en sød dame, som hjalp sin mand i forretningen. Far og mor kom sammen med skrædderens ved fødselsdage o.l., og så havde de begge sommerhus på Fanø. I ferierne så vi – og besøgte hinanden dagligt, da sommerhusene lå overfor hinanden (vejen hed ”Slunden”). Henny og jeg legede meget sammen. Vi rullede vor første cigaret i skuret. Cigaretten bestod af træuld og avispapir og udløste en kvalmende røg, da den tændtes. Kirstine Skrædder og mor stirrede rædselsslagne på os, da vi kom ind i stuen til deres kaffebord. Dels stank vi af noget udefinérbart, og dels var vi ligblege i ansigtet og måtte omgående ud at ofre. Skrædderen havde også bil – en blå Opel Kadett, som han nu ikke brugte særlig ofte, og når han endelig kørte, var det med meget reduceret hastighed.
Der var to kolonialforretninger i byen: Brugsforeningen og købmand Thomsen. Brugsen var langt den største. I den kunne man næsten købe alt – bortset fra spiritus, som kun kroen måtte forhandle. Vi handlede i brugsen, og vi havde en sort ”brugsbog”, hvor alle indkøb registreredes. Brugsen købte vort overskud af æg, som stempledes med et lille blåt stempel med mellemrum inden aflevering. Brugsen udbetalte 4% i overskud én gang om året, og det var mor, der indkasserede denne gevinst. Far købte også benzin i brugsforeningen. Der var en blå benzintank – jeg tror af mærket BP med to store 5-litersglas, som uddeleren pumpede benzin op fra jordtanken. Far købte som regel 10 eller 15 liter af gangen. Benzinen kostede 30 – 31 øre pr. l. (den russiske benzin, der hed ”Nafta” kostede 29 øre pr. l. Den kunne man ikke få i Jylland, kun på øerne. I brugsen kunne man – som nævnt – købe næsten alt – lige fra synåle til cykler. Prisniveauet var noget anderledes dengang. Fra min egen verden kan jeg nævne, at en flødekaramel koster ½ øre, en slikkepind 2 øre, en vaniljeispind 10 øre, mens en ispind med chokoladeovertræk kostede den formidable sum af 15 øre.
Brugsforeningen lå overfor skrædderen. Uddeler var Robert Christensen. Han var gift med Dagmar, og de havde en søn, Niels, som i det daglige blev kaldt Niels Brugs.
Uddeleren var som regel hovedkraften ved de årlige dilettantforestillinger eller fælleslæsninger, som de kaldtes. De foregik i krosalen, hvor der var scene. Jeg husker tydeligt uddelerne spille røgter – jeg tror i et skuespil af Jens Thise. Han sminkedes af byens lokale alt-mulig-mand, Stefan Bertelsen, og udklædt i ægte røgterkostume gjorde han stor lykke. Højdepunktet i dilettantstykket var den scene, hvor uddelerne opholdt sig i en opbygget svinesti i selskab med en levende gris. Det stykke taltes der længe om. Efter forestillingen var der bal. I løbet af vinteren kunne der være 2 – 3 forestillinger arrangeret af de forskellige foreninger.
Det var altid spændende at komme ned i brugsen at lege, at se baglokalerne med varelagerne, som samtidig udgjorde en god legeplads. Engang byggede Niels og jeg et dukketeater baseret på nogle arbejdstegninger, som vi skrev hjem fra ”Familie-Journalen”. Teatret hed ”Pegasus”. Det var noget af en opgave, fordi projektet helt klart var rettet mod voksne dukketeaterentusiaster. Men det lykkedes – nok ikke mindst, fordi brugsuddelerne hjalp os. Farven på teatret var lyseblå med en stor flot, hvis hest over sceneåbningen. Vi skrev spændte det første stykke hjem fra ”Familie-Journalen”. Det var Drachmanns ””Der var Engang”. Men vi blev lidt lange i ansigterne, da materialet ankom og indeholdt omkring 20 rollehæfter og en meget specificeret instruktørvejledning: Dukkeførervejledning, lydeffekter, musik akkompagnement til alle sangene samt alle komediens personer i indtil flere udgaver, alt afhængigt af scenens karakter. Det overvældede os fuldstændigt, så vi blev enige om, at det var ikke sådan et kompliceret stykke, vi havde tænkt os, så vi skrev lynhurtigt det næste hjem. Det var ”Skatteøen”, men her viste det sig, at problemerne med dukker og lydkulisser var endnu større, og så ebbede vor teatervirksomhed lige så stille ud. Vi lavede også børnetombola nede o brugsen. Præmierne var det gamle legetøj, som vi ikke brugte mere. Det blev til et pænt overskud, som vi brugte til køb af en fodbold.
Over for brugsen boede murer Hansen, gift med Marie. De havde 3 drenge: Søren (på Kristas alder), Niels (kaldet Niels Murer og Kristian). Murer Hansen var kendt og respekteret som en dygtig håndværker, der bl.a. byggede den nye skole i Okslund under det senere skolebyggeri i kommunen i begyndelsen af fyrrene. Jeg husker ham som en mand af få ord men med megen handling. Hans kone talte nok mere og højere – hun havde ret så meget styr på det hjem.
Ved siden af mureren var posthuset og den lokale afdeling af ”Banken for Vejen og Omegn”. I huset var endvidere damefrisørsalon. I huset boede Peder Mikkelsen, der var leder af postkontor og bank. Marie Mikkelsen (kaldet Mølle Mie) var hans plejedatter og var damefrisør. Peder Mikkelsen og Mølle-Mie kom vi en del sammen med. Peder Mikkelsen holdt meget af at spille kort, og far spille es-makker med ham. Jeg husker spillet og de saftige ord, Peder Mikkelsen af og til kommenterede spillet med. Det var ord, som vi bestemt ikke brugte hjemme, og kom jeg ved et uheld til at sige den slags ord, blev jeg omgående irettesat – mindst. Peder Mikkelsen var meget fodboldinteresseret, og det var vi flere drenge i Hovborg, der var. Han kørte ofte til Vejen om søndagen, når 1. divisionsholdet spillede, og når der var plads i bilen tog han børn med. Jeg har set flere af datidens københavnske storhold ( B1903, AB, Frem) spille mod Vejen Sportsforening på et stopfyldt stadion – i Peder Mikkelsens selskab. Det var søndage! Far ville også gerne se fodbold, men var ofte forhindret af sin kirketjeneste. Mølle-Mie var en sød og interesseret dame, som tit kom hos os. Hun samlede frimærker og gjorde mig så interesseret i denne hobby, at jeg inden længe var i gang med at støvsuge skolen for frimærker. Senere fik jeg et rigtigt frimærkealbum og konsulterede ofte Mølle-Mie, der var en fin igangsætter. Engang imellem fik hun et frimærkeudvalg hjem fra en frimærkehandler i Århus, der hed Rylund. Så mødtes vi og udvalgte de frimærker, vi havde råd til at købe – det var spændende. Mølle-Mie var i trediverne byernes eneste damefrisør.
Overfor boede Stefan Bertelsen, gift med Stinne. De havde drengene Børge og Bent. Jeg ved ikke, om Stefan Bertelsen havde en uddannelse, men han var under alle omstændigheder en mand, som kunne lidt af hvert – eller næsten alt. Han mistede sit ene ben under tørvegravning i Risbøl Mose, og jeg kan kun huske ham med protese og stok. Han var – som tidligere nævnt – fast og absolut nødvendig medhjælp ved vinterens fælleslæsninger, hvor han både virkede som sminkør og teatermaler. Under krigen fremstillede han dukker af et materiale, som han selv havde opfundet, og det var vistnok en ret god forretning ”Hovborg-dukken”). Stinne gjorde rent i skolestuerne og kom dagligt i skolen, hvor hun ofte fik en snak med især far. Drengene var så meget mindre end jeg, at jeg sjældent legede med dem. De var på et vist tidspunkt spejdere i Holsted, og det var ikke almindeligt dengang i Hovborg.
Længere op af vejen boede skomager Thomas Nielsen. Hans kone husker jeg ikke navnet på, men de havde 2 døtre, Julie og Ingrid. Skomagerne var en interesseret, rar og glad mand, som man altid var sikker på at få en god snak med, når man kom ind i hans lille forretning, hvori der var en karakteristisk duft af læder og sko – en duft, jeg aldrig har mødt andetsteds. Skomageren var som nævnt utroligt vidende om de mest forskelligartede emner. Jeg tror nok, at han var kirkeligt interesseret. Far og han talte godt sammen, når de diskuterede religiøse spørgsmål. Hvor glad en mand, dette særprægede mennesker egentlig var, ved jeg ikke. Det kom i hvert fald helt bag på det lille samfund, da han blev fundet hængende i et træ i den nærliggende skov. Hvad ved man egentlig om hinanden – selv i sådan en lille by, hvor alle er så tæt på hinanden?
Skråt overfor lå kroen. Den bestod af mange længer: Én længe med skænkestue, køkken, 3 restaurationslokaler (”stuer”, værelser og ”privaten” (2 lokaler), hvor Peder Nikolajsen boede. Så var der krosalen – en stor sal, hvor der (i løbet af trediverne?) var opført scene. Salen opvarmedes af en sort kakkelovn. I den ene ende af salsbygningen havde Nisse og Maren lejlighed. Til kroen hørte dengang landbrug, som havde til huse i staldlængen, hvor der var alle slags husdyr – jeg mindes især en stor, rød tyr, som jeg var enormt bange for. Stalden var derfor et sted, hvor jeg nødig kom. Så var der en stor ladebygning, hvor vi foretog nogle halsbrækkende spring i høet. Endelig var der kørestalden, som vist nok tidligere brugtes til parkering af gæsternes heste og endelig en længe, der så vidt jeg husker anvendtes til redskaber o.l.
Kromanden hed Poul Nikolajsen og var gift med Vibekke. De boede i en villa bag ved kroen. Jeg kan huske, jeg har spillet kort med Poul Nikolajsen, men derudover kan jeg kun svagt erindre ham. Far og mor satte stor pris på Poul og Vibekke. De har senere fortalt mig meget om ham – bl.a. Historien om Pouls afholdsforening, som jeg lige vil nævne, som jeg har fået den fortalt: Som kromand kendte Poul alle folk og vidste også, hvordan de var stillet økonomisk. Når han så, at en mand brugte flere penge i skænkestuen, end han havde råd til, forbød han ham adgang til kroen indtil videre. Poul Nikolajsen vidste godt, at derhjemme hos manden sad en familie, der havde hårdt brug for alle de penge, der kunne skaffes. Og så var man altså indmeldt i Pouls Afholdsforening”.
Da Poul Nikolajsen døde, var jeg med til begravelsen. Jeg kan huske, da der blev ”sunget ud” i hjemmet. I kirken talte den ældste søn, Nikolaj, som sagde ”godnat” til sin far – ligesom hans far havde sagtr godnat til ham, da han var dreng. Det gjorde dybt indtryk på mig.
Peder Nikolajsen, gift med Kirstine (Dinna), blev herefter de nye krofolk. I min erindring har Peder Nikolajsen været kromand hele tiden. Jeg husker kun ham som leder af kroen. Peder og Dinna var nogle af mine forældres allerbedste venner – nok også de bedste, og dem så vi ofte derhjemme. De havde 2 drenge, Karl Heine og Niels og en mindre datter, Ellen. Karl Heine og Niels legede jeg meget med. Vi var meget fodboldinteresserede. ”Frem” var vort favorithold med Pauli Jørgensen, Egon Sørensen og Helmuth Søbirk i spidsen. Men Vejen med Jens Lundgaard, Chr. Gundersen (”Tris”), Egon Knudsen, Peter Petersen og Even Stauner fulgte vi med stor interesse. Jeg kan endu se Karl Heine komme op ad vejen mod skolen i sin grønne sweater og med frimærkealbummet under armen. Vi brugte af og til gymnastiksalen som legeplads med alle de muligheder, det så indebar. Karl Heine og Niels hjalp en del til på kroen. Jeg kan huske, når de hentede køerne omme i marken og drev flokken i stald – tværs over landevejen. Kroen havde også heste. Engang løb en hestevogn fra kroen løbsk. Det var et modbydeligt syn og en modbydelig lyd at overvære. Kusken hed Svend Jensen, og han hang udover siden på vognen og forsøgte at stramme tøjlerne. Han fik omsider bremset farten så meget, at vognen endte i grøften uden at der skete kusk og heste noget. Peder Nikolajsen kom cyklende til uheldsstedet, som var tæt på skolen – jeg kan huske, hvordan han beroligede kusken, som naturligvis var rystet efter den uhyggelige tur.
Peder Nikolajsen og hans kone kunne jeg godt lide. Det var mennesker, som jeg – allerede i mine første drengeår – følte mig glad ved at være sammen med.
I den ene ende af krosalen boede Peder Nikolajsens bror, Niels Nikolajsen (kaldet Nisse), som var gift med Maren. Nisse var tjener på kroen og var en glad mand, der altid havde en munter bemærkning og et venligt smil. Hvad der gjorde ham til noget særligt, var også det forhold, at han var en frygtet, farlig centerforward, men herom senere. Nisse var meget afholdt af børnene i byen – han gav altid is til drengefodboldholdet, når vi havde vundet. Nisse og Maren havde to sønner, Ove og Simon, der var væsentlig yngre end mig. Ægteparret købte senere Krybily Kro ved Kolding.
Peder Nikolajsen havde endnu en bror i byen. Det var Marinus Nikolajsen, der var gift med Magda. Marinus boede på den anden side af Baldersbækvejen i et rødt parcelhus. De havde 2 døtre, Else og Emilie samt en søn, Niels, kaldet ”Lille Niels” på grund af sin ret så ringe højde. Marinus havde en vognmandsforretning – en 7-personers chevrolet Z3577 – og han kørte det mest af Jylland tyndt. Bl.a. for direktøren og Hedeselsbabet, Chr. Dalgas, og han fortalte ofte om sine ture med ham. Marinus var en glad mand, en humørspreder, der altid havde en god historie, hvor han kom frem. Engang kom han op i skolen, hvor han blev mødt af vore stærkt gøende gravhunde. Stor var hundenes forbløffelse, da Marinus uventet gik frem og udstødte truende lyde. De tog flugten med Marinus bagefter. Jagten endte i ribsbuskene, Som Marinus ikke kunne forcere. Men så længe Marinus var i huset, opholdt hundene sig vredt gøende under ribsbuskene, og denne tradition genoplevede hundene hver gang, Marinus besøgte os. Så kunne vi altid finde dem under ribsbuskene, hvor de åbenbart følte sig i sikkerhed.
Det var hos Marinus og Magda, jeg første gang en nytårsaften smagte spiritus. Det var i fyrrene, hvor en kammerat fra Grindsted – Kaj – og jeg var ude i byen og hilse på. Det var næsten et højtideligt øjeblik, da Marinus spurgte, om vi ville have en ”calleric” – og vi med største selvfølge sagde ”ja tak”. På vejen hjem til skolen var vi ret så bekymrede for, om mine forældre kunne lugte, at vi havde drukket.
I villaen var byens telefoncentral placeret. Det var nok især Magda, der betjente den. Vi havde telefonnummer ”Hovborg 20” og hver gang, vi ringede op, fik vi altså centralen, som kort og godt meldte ”Hovborg”.
I ”hovedgadekrydset” havde snedker Nielsen sin forretning. Han var gift med Kirstine. I familien var også en plejedatter, Margrethe. Snedker Nielsen var en solid, stilfærdig håndværker, som engang imellem kunne virke lidt underkuet. Årsagen hertil kunne være en handlekraftig hustru, som efter sigende ikke gav ham særlig lang snor. Kirstine (Snedker) var en meget velorienteret kvinde, der vidste utroligt meget om byens liv. Rygtet ville sige, at hun bag gardinet på husets 1. sal, hvorfra der var et formidabelt overblik over centrum i byen, fulgte alt, hvad der skete, og især hvem der fulgte hvem hjem efter ballerne i krosalen.
Christian Larsen, som var gift med Sørine, boede i byens nordlige udkant. Om Chr. Larsen var murere, tømrer eller snedker er aldrig gået rigtigt op for mig. Som jeg husker det, var han en mand, der kunne det hele. Ægteparret havde flere børn, hvoraf jeg kun mindes sønnen Peder, som havde månedsduer. Det var Peders duer, der gjorde mig til dueentusiast, og jeg opholdt mig ofte i hans dueslag og ventede på, at hans rugende due skulle barsle, fordi jeg skulle have dens unger. Min første handue blev derfor kaldt Peder, og det blev nok den tammeste due, jeg nogensinde haar haft.. Peder (altså ikke duen) havde ræverødt hår og blev af samme grund kaldt ”Røde Peder”. Hvad han måtte lide derfor, var ikke småting. Én ting var øgenavnet, som var slemt nok at bære rundt på, men det røde hår betød også, at Peders sjældent måtte være med i vi andres lege og ofte blev korporligt forulempet. Han bed tilsyneladende smerten i sig, men det må have gjort ondt – og det var ondt. Tolerancen overfor noget, der afveg fra normen, var heller ikke stor dengang. Gad vide, hvad han egentlig har tænkt og følt.
Det var, hvad jeg husker fra trediverne om de mennesker, der levede på min barndoms gade. Der var naturligvis andre smågader i byen, hvor der også levede folk, jeg har været i berøring med. Af dem vil jeg nævne Thomas Thomsen – kaldet Thomas Post, fordi han var landpostbud. Hans kone hed Marie, og de havde en som, der hed Robert. Ægteparret var nogle af fars og mors gode venner, og de deltog altid i deres sammenkomster. Thomas Post var et velbegavet, sympatisk menneske, der var sognerådsformand i kommunen – valgt af de radikale. Han var en stor personlighed, der altid var opmærksom på de små i samfundet, og som regel tog han deres parti. Hans interesse for sine medmennesker var stor og ægte. Hans viden om egnen og dens mennesker var stor. Han kom jo også daglig på grund af sin stilling i næsten alle hjem.
Han og far var i usædvanlig grad på bølgelængde – ikke blot politisk, mens deres livssyn lå tæt på hinanden. De talte ofte sammen. Thomas Post ydede – efter hvad jeg har fået fortalt en fremragende indsats som sognerådsformand – datidens borgmester.
Sognefogeden Peder Hermansen er også et af de mennesker, jeg husker fra min barndom. Han var tidligere gårdmand, men havde nu afgivet gården til sin søn, Karl. Han tilhørte indre mission, men absolut i den frisindede ende af trosretningen. Han var som sognefoged politiøvrighedens repræsentant i byen og var selv i sin alderdom en stout, respekteret skikkelse i bybilledet. Meget korrekt var han, men et smil og en lun bemærkning var der altid plads til. Jeg husker ham tydeligt, da der var indført en lovgivning om hundeskat, hvorefter hundene skulle beskattes efter skulderhøjde. Det betød, at byens hunde skulle ”i mandtal” og deres skulderhøjde registreres. Ansvaret herfor var pålagt den stedlige myndighed, dvs. i Hovborg sognefogeden. Det morede ham bestemt ikke, men en ordre var en ordre, og han tog ud med papir og centimetermål. Jeg kan se den høje, ranglede – og i denne situation – lidt kejtede mand sætte sig på hug foran vores 2 gravhunde og med synligt ubehag forsøge at foretage opmålingen på højst uvillige dyr, der anede, at noget ubehageligt forestod. Men processen lykkedes på dem begge, og sognefogeden kunne lettet konstatere, at den ene hund var 1 cm. Højere end sin tvillingsøster. Peder Hermansen var en hædersmand, som opnåede at blive udnævnt til dannebrogsmand.
Sport og især fodbold.
Jeg var, som tidligere antydet, meget sportsinteresseret og allermest interesseret i fodbold. Jeg var klistret til radioen, når Gunnar Hansen lod sig høre med sin let nasale røst: ”Vi bringer sporten”. Radioreportager fra sportsbegivenheder var dengang en sjældenhed med fodboldlandskampe som en undtagelse. Man transmitterede dog kun 2. halvleg, vistnok fordi DBU frygtede, at en transmission af hele kampen ville skade billetsalget. Jeg gik rastløs omkring under første halvleg, og det var med tilbageholdt åndedræt jeg lyttede til reporterens situationsrapport efter de første 45 minutter. Det værste, jeg mindes, var reportagen fra Breslau 2. pinsedag 1938, hvor Danmark spillede mod Tyskland. Da indledte Gunnar Hansen udsendelsen med at beklage, at stillingen efter 1. halvleg var – jeg tror 5 – 0 til Tyskland. Det var en af de længste halvlege at komme igennem. Kampen endte i øvrigt 8 – 0. Svenskelandskampene var absolut de vigtigste. En sejr over svenskerne var til at leve længe på, og Politikens sportssider blev studeret så mange gange, at jeg til sidst kunne dem udenad. Politiken havde på det tidspunkt en dygtig sportsredaktør – ”Mr. Smile” – og hans referater var af en sådan art, at ”de gik lige ind”.
Olympiaden i 1936 mindes jeg kun svagt – bortset fra finalerne i 200 m. brystsvømning og 400 m. crawl, hvor Danmark var repræsenteret ved henholdsvis Inge Sørensen fra Skovshoved og den 15-årige Ragnhild Hverger fra Helsingør. Jeg husker Gunnar Hansens ophidsede stemme slå helt over, da ”lille henrivende Inge” fik bronzemedalje efter en japanerinde, Maehata og en tysker, Genenger. Og jeg var gråden nær, da Ragnhild Hveger på de sidste meter blev slået af hollænderinden Rita Mastenbroek og således kun fik sølvmedalje.
Sporten i Hovborg var helt og holdent begrænset til fodbold. Byens stadion var en udmærket græsmark, der lå ikke ret langt fra kirken. Der var vist nok en aftale mellem menighedsrådet og Hovborg Sportsforening om, at hjemmekampene, der altid spilledes søndage kl. 14, skulle placeres, når der var formiddagsgudstjeneste kl 10, sådan at de 2 arrangementer ikke generede hinanden. Denne koordinering virkede i det store hele godt, selv om jeg mindes – jeg tror, det var ved den obligatoriske konfirmandaltergang – at der spilledes kamp på banen. Jeg sad i hvert fald i kirken og kunne tydeligt høre dommerens fløjte og fantaserede over, hvad der kunne være sket, og hvordan stillingen mon kunne være.
Byen havde et fodboldhold, som spillede i blå trøjer og hvide bukser. Holdet var sammensat af spillere fra Hovborg og Lindknud og spillede i JBU´s A-række, hvor det dog som regel var placeret i den nederste halvdel. Holdet var aldrig i overtræning, for det trænede aldrig. Andre hold i kredsen var Holsted, Brørup, Endrup, Gørding, Rødding, Bække, Bramminge og en enkelt gang spillede også Ribe i A-rækken. Temperamentet gnistrede til kampene. Det var før de røde og gule korts tid, så væsentlige uoverensstemmelser mellem spillerne og alt for grove frispark straffedes med dommerens pegende arm, hvilket betød udvisning. Spillerne på holdet var vi drenges helte, og det var en stor gevinst, hvis man var så heldig at komme med i bilen, når holdet spillede kamp på udebane. Målmanden på holdet hed Ågaard og arbejdede på savværket. Backparret var Otto Hansen, der havde en vognmandsforretning og Alfred Nikolajsen (Peder Nikolajsens bror), som havde en gård i Vrenderup. I halfbackkæden spillede Jens Mejrup centerhalf. Han var holdets anfører og krumtap og havde en gård nord for byen. Ejnar Jepsen spillede fløjhalf. Han var en dygtig tekniker, som var arbejdsmand i byen. I angrebet var Nisse en farlig centerforward. Jeppe Nikolajsen en ligeså farlig og elegant innerwing, på venstre fløj spillede den farverige Anders ”Ferdinand” Jepsen fra Lindknud. Højrewing var Frederik (Slagter) Christensen, som var arbejdsmand i Hovborg. Vi drenge overværede naturligvis kampene og overtog altid banen, når kampen var slut. Dels var vi mange drenge samlet, og dels var målnettene endnu ikke fjernet. Det var en ekstra kolorit at sende bolden i netmaskerne.
Hovborg Sportsforening var en overgang foreningen med det største medlemstal i Ribe Amt. Årsagen hertil var, at man for at komme ind til foreningens vidt berømte baller, måtte købe medlemskort. Det var derfor en velbeslået forening, som først og fremmest må have brugt midlerne på driften af A-holdet. Der var en kort overgang et B-hold, men drengeholdet måtte klare sig selv. Der var ingen voksne, der tog sig af os, selv om vi ofte spillede på banen. Kampene måtte vi selv arrangere. Arvefjenden var Donslund, som jeg har spillet mod mange gange, men også Vorbasse, Agerbæk, Starup, Hejnsvig og Glejbjerg dystede vi med. På holdet spillede Karl Heine, Niels, Jeppe Tarp, brødrene Asbjørn og Sigfred Brandt, Kristian (murer), Niels (Lille Niels) og så undertegnede. Der var flere, men de navne er ”væk”. Holdet forstærkedes væsentligt om sommeren, når ”Københavnerne” kom. Det var skoleinspktør Østrup-ordningen, som gav københavnerbørn mulighed for at komme på landet i sommerferien. Vi havde en dreng, der hed John, som var en god fodboldspiller, men det var først og fremmest Karls Heines fætre, Holger og Knud, der gav holdet en saltvandsindsprøjtning. Når de var i Hovborg, spilledes der fodbold næsten dagligt.
Sommerferierne.
Når skolen fik sommerferie, normalt i juli måned, fyldtes bilen (Z 9890) med gods, hunde, børn og voksne, og vi kørte vestpå mod Fanø. På bilens bagagebærer placeredes kufferter og en stor sæk sengetøj. Der var læs på. Et år gik der hul på sækken med sengetøj, og dynerne slæbte efter bilen. Snart gik der hul på dynerne, og vi kørte på hovedvej 1 med en sky af fjer efter os til de øvrige medtrafikanters store forbløffelse. Men mor foranledigede, at vi kørte ind i Esbjerg og fik et helt sæt nye dyner. Færgen førte os derefter til Fanø – der var dengang, som nu – altid ventetid i højsæsonen. Fanøboerne ønsker ingen bro. Vort sommerhus lå på øens vestside i Rindby. Af grusbelagte veje kørte vi til en vej, som hed ”Slunden”. Ved denne vej lå villa ”Borg”, som var et brunsort træhus opført af en tømrer, der hed Frederiksen. I huset var der stue, 3 soverum med 2 køjer i hvert rum, verdens mindste køkken med primus og lem til minikælder samt skur og vaskeplads og toilet. Der var ikke vand og el indlagt, så vi hentede vand fra en pumpe, som stod midt på grunden, og om aftenen hyggede vi os ved petroliumslamper. Det var efter den tids forhold et ret moderne sommerhus, hvor jeg syntes, det var rart at være. Vi havde ofte gæster derovre. Karl Heine og Niels og min fætter Ole fra Klejtrup besøgte os i hvert fald nogle gange. Tiden på Fanø fløj af sted. Der var først og fremmest Vesterhavet, som vi badede i et par gange om dagen. Især spændende, når der var bølger, som man kunne kaste sig ud i og blive ført med ind. Der var den brede strand, som var en perfekt bilvej, og hvor man kunne køre fra vesterhavsbadet til øens sydligste by, Sønderho. En gang imellem kørte far en aftentur ”øen rundt”. Det var en tur, man sagtens kunne gøre på en lille time. På turen passerede vi ”fuglekøjerne”, et fugleopholdssted, hvor der bl.a. opdrættedes fasaner. Så var der en gang om året ”Rindby-dag”. Det var grundejerforeningen, der arrangerede den med børnekonkurrencer på stranden og aftenfest på Rindby Strandhotel om aftenen, men i den måtte jeg ikke være med. For det var kun for voksne. Hundene havde også rigtig sommerferie – ikke mindst fordi der var en mængde vilde kaniner på øen. De gravede store huller ind i klitterne, og det var en størrelse, som næsten passede til en gravhund. Jeg har ligget ved et hul med armen helt nede og med fast greb i Bobs hale – og så trukket den modvilligt sprællende hund op. Det var egentlig mærkeligt, at vi turde lade dem løbe frit omkring. Sport spillede også en stor rolle i ferierne. Der var altid mange legekammerater i sommerhusene omkring at spille fodbold med, så vi afholdt turneringer i massevis. Jeg var ude det meste af tiden og var i perioder kun hjemme ved spisetiderne. Mor og den unge pige lavede mad i det primitive køkken)altid 2 retter til middag), og hvad far og mor ellers foretog sig, ved jeg ikke. Om søndagen kørte de til Hovborg, fordi de skulle passe kirken. Jeg tror nu heller ikke, de havde noget imod at komme et smut hjem.
Der er ingen tvivl om, at ferierne ved Vestkysten var sunde for mig. Jeg er sikker på, at de lagde grunden til mit gode helbred.
Polioen.
Mod slutningen af trediverne ramtes landet af en polio – eller børnelammelsesepidemi. Far og mor var meget bekymrede for, at sygdommen, der især ramte børn og unge, skulle ramme mig. Man vidste ikke, hvordan sygdommen smittede, men man vidste, at den var smitsom. En teori var, at nedfalden frugt kunne indeholde børnelammelsesbakterien (hvis det var en bakterie). Under epidemien måtte jeg ikke gå uden for skolen, og enhver indtagelse af frugt var mig strengt forbudt. De første symptomer på sygdommen var stivhed i nakken og stærk kvalme.
Jeg husker tydeligt, den nat jeg blev syg. Og jeg husker tydeligt, at om morgenen var jeg stiv i nakken og kastede op. Vor faste læge, Doktor Cold Mortensen fra Holsted var bortrejst, så hans stedfortræder, læge Bennike fra Holsted tilkaldtes, og han beordrede straks indlæggelse på sygehuset i Grindsted. Jeg blev indlagt på epidemiafdelingen, hvor ingen besøgende måtte komme ind. Gæster til patienterne stod udenfor vinduerne, og al samtale med patienterne indenfor foregik i råb gennem vinduesruden.
Jeg husker ikke meget fra sygehusopholdet. Jeg kan huske, at jeg en gang kom ned på en stue, der var meget lys. Det må have været operationsstuen. Jeg faldt i søvn på den stue – sikkert p.g.a. bedøvelse. Jeg havde ondt i ryggen, da jeg vågnede på min normale stue. Bagefter har jeg fået at vide, at lægerne altid ved poliooperationer foretog en såkaldt rygmarvsprøve. Dety må være den, jeg svagt kan mindes.
Man vidste, at eventuelle lammelser kom i sygdommens første fase, og mor har senere fortalt, at de næsten ikke turde gå hen til vinduet i den første tid af angst for, at jeg skulle være blevet ramt af lammelser. Det undgik jeg, og efter 3 ugers forløb kom jeg rask hjem – en stor forskrækkelse rigere.
Radioen.
Jeg lyttede flittigt til radioen derhjemme. Vi havde et radioapparat af mærket TIK-Super. Det var en rektangulær kasse med højttaleren til venstre og en glasrude med skala indenfor, hvor man kunne skifte mellem 3 bølgeområder: Lang, – mellem og kortbølger. Inden for hvert bølgeområde var der på skalaen anført hvilke stationer, man kunne aflytte. Vor skala stod altid fast på Danmark – nærmere betegnet Kalundborg langbølge.
Noget af det første, jeg kan huske omkring radioapparatet var, at Krista sad med hovedet helt inde i højttaleren, da den engelske konge Edward VII i 1936 for åben mikrofon abdicerede for at kunne giftge sig med den fraskilte amerikanerinde, Mrs. Simpson. Som 16-årig var det lige noget for Krista, som talte meget om det, som hun vistnok mente, var en tragedie. Det forsøgte hun i hvert fald at overbevise mig om.
Fra samme år kan jeg – som tidligere nævnt – huske enkelte olympiadetransmissioner. Ellers hørte jeg meget sport, som jeg også tidligere har berørt – og musik af den lettere genre. Det var især transmissionerne fra københavnske restauranter af middagskoncerterne kl. 12, jeg lyttede til. Det var fra Wivex med Axel Bendix som dirigent, Åge Juhls orkester fra ”Holberghaven” i National-Scala, Kaj Julian – som regel fra ”Kilden” i Ålborg og mange flere. Teddy Petersen fra Wivex var den absolut populæreste kapelmester. Hans repertoirevalg var også dengang lige efter lytternes smag, men han dirigerede aldrig kl. 12 – kun eftermiddagskoncerten og dansemusikken om aftenen lededes af ham. Der var dog én undtagelse, og det var middagskoncerten juleaftensdag, hvor Teddy Petersen altid selv dirigerede. Programmet har sikkert været det samme fra år til år. ”Nissernes Vagtparade” var i hvert fald sikker.
Restaurationstransmissionerne fascinerede ikke mindst på grund af tallerkenraslen og almindelig publikumsstøj. Det bevirkede, at ens fantasi blev sat i sving, og man syntes, at man kunne se hele det store sceneri med orkester, travle tjenere og spisende gæster i Wivex.
Hver torsdag var der drengetime kl. 16.20. Leder af dem var den navnkundige Jens Frederik Lawaetz, og han var en mand med gode ideer. På et eller andet tidspunkt udgav radioen et børneprogramblad, som hed ”Hallo-Hallo”, som jeg abonnerede på.
Pressens Radioavis – eller som den hed i daglig tale; Pressen – hørte vi altid. Så vidt jeg husker, var der kun én nyhedsudsendelse om dagen. Den lå i tidsrummet 18.30 – 19.00. Mod slutningen af årtiet udvidedes med en middagsudsendelse og en sen aftenudsendelse kl. 22.00. Det skyldtes naturligvis de udenrigspolitiske forhold i Europa, som jeg fulgte ivrigt med i. Hitlers taler rungede ud i vor stue og varslede onde tider. Min første reaktion på han hæse røst var, at han lød som en fantastisk vred mand, hvad han måske også var. Far var meget ivrig lytter og hørte alle nyhedsudsendelser.
Mod slutningen af årtiet.
Trediverne nærmede sig sin afslutning og dermed mine egentlige barne – og drengeår. Jeg havde en god barnbom med forældre, der kun ville det, de syntes, var det bedste for mig. Far og mor indpodede mig tidligt, at de ting, man var ansvarlig for – de ting, der var ens pligt – de skulle være i orden (var de ikke det, gjaldt ingen undskyldninger). I og for sig en positiv ballast at få med forudsat, at pligtbegrebet defineredes rimeligt (- i modsat fald kan ballasten blive en tung byrde). Skolemæssigt var jeg virkelig godt stillet. Udover skolefagene lærte og forklarede mor og far mig meget om egnen, om dansk kultur og historie og gjorde mig interesseret i litteratur, hvilket gjorde mig ret så vidende i en ret så tidlig alder. Far var meget interesseret i matematik, og det var ham magtpåliggende, at jeg skulle være en god matematiker. Han lærte mig bl.a. tidligt at løse 1. grads-ligninger – som en sport.
Min ældre søster – Krista- var 6½ ældre end jeg – hvilket betød, at vi på intet tidspunkt havde fælles ”børneinteresser”. Hendes kommentar, da hun så mig første gang, skulle efter sigende have været, at hun syntes, at Vaps (foxterrieren) var meget pænere end det nyfødte håb! Krista var naturligt på grund af aldersforskellen udviklingsmæssigt flere hestehoveder foran mig, og jeg kan ikke mindes, at vi nogensinde har leget sammen. Desuden må jeg – som tidligere nævnt – have været en meget forkælet og irriterende lillebror. Ydermere flyttede krista hjemmefra omkring 1935 til Vejen realskole, hvor hun var kostelev hos den dengang kendte (radikale) skolebestyrer og sognerådsformand P. Hauge. Derfor var der stort set intet søskendefællesskab mellem os. Det dukkede først op senere.
Slutningen af trediverne var præget af det kommende stormagtsopgør. Den tyske okkupation af Østrig og Tjekkoslovakiet var uhyggelige signaler om, at storkrigen var forestående. Krigsudbruddet september 1939 havde ingen større følgevirkninger på vores hverdag. Men vi fik en forsmag, da der over Esbjerg først i september nedkastedes nogle bomber fra en ”stor, grå flyvemaskine”. Hvorfra maskinen kom, var uvist, da ingen af de krigsførende magter umiddelbart ville indrømme fejltagelsen. (Senere vistge det sig, at maskinen var engelsk),
Sympatien på egnen og i mit hjem var afgjort på engelsk side. Der sporedes overalt en stærk angst for, hvad tyskerne og Hitler ville foretage sig – ikke mindst efter, at Polen var knust. Mit sidste minde fra trediverne er fra december 1939. I det sydlige Atlanterhav huserede det tyske lommeslagskib ”Graf Spee”. Skibet sænkede en del engelske skibe, og englænderne forsøgte uden held at komme i kontakt med det og få det uskadeliggjort. I begyndelsen af december måned lykkedes det en britisk flådestyrke at finde ”Graf Spee” ud for La Plata-floden i Sydamerika, og et søslag udvikledes. Under dette slag blev det tyske skib så beskadiget, at det måtte søge ind til Montevideo for at få skaderne udbedret. Englænderne protesterede kraftigt mod dette, og tyskerne havde nu to muligheder: Enten at lade skibet internere eller gå ud og optage kampen mod de engelske skibe, som ventede udenfor havnen – når tidsfristen for tyskernes ophold i den neutrale havn udløb.
Pressen og ikke mindst radioavisen fulgte opmærksom det fjerne drama, og jeg veg ikke fra radioen i de spændende dage. Jeg husker den sidste aften, før tyskernes tidsfrist udløb. Jeg havde fået lov til at være oppe og høre radioavisens 22-udsendelse. Der var intet nyt, og vi diskuterede livligt, hvad der mon rørte sig i den tyske kaptajn: Ville han tage kampen op mod en overlegen britisk styrke, eller ville han lade skivet internere?
Han gjorde ingen af delene, da han sejlede ”Graf Spee” ud på havet og lod det sænke. Jeg syntes, dette var et underligt antiklimaks efter et par hektiske døgn.
Første krigsvinter 1939/40.
Jeg husker altid vintrene i min drengetid som rigtige vintre. Der var rigtig koldt med frostgrader, der af og til rundede de 20 minusgrader, og så var der altid sne – masser af sne. Når sneen væltede ned, lukkede vejene med store snedriver, og skolen måtte lukke, fordi der kun kom de børn, der boede helt tæt på skolen. Sådanne snestorme kunne vare 2 – 3 dage og efterlod egnen som et fint vintersportssted. Vi kælkede på en stor kælkebakke hos en gårdmand, der hed Andreas Donslund. Skøjteløb kunne dyrkes på Høllund Søgårds sø eller de store moser i Klelund, og enhver dreng med respekt for sig selv havde indrettet glidebaner – jo længere jo bedre. Skisport og ishockey var ikke noget, der havde større udbredelse dengang.
Vinteren 1939 – 1940 var ingen undtagelse fra denne regel og ydermere var den temmelig langvarig. Jeg var nu snart 13 år og begyndte for alvor at interessere mig for, hvad der skete udenfor landets grænser. Og der var nok ar følge med i: Hele vejen rundt omkring Danmark var der krig. England, som trods garantier ikke havde formået at hjælpe Polen, da det gjaldt, og som indtil nu ikke havde udrettet så forfærdelig meget, og det samme var tilfældet med Frankrig. Tyskland og Rusland havde derimod bregge været ”aktive” og sejret, hvad der bestemt foruroligede mig. Den overraskende ikke-angrebspagt mellem Tyskland og Rusland bevirkede, at krigsudviklingen var helt uforudsigelig, for hvordan skulle England og Frankrig kunne klare sig mod disse giganter? Den finske vinterkrig optog os alle meget, og alle havde stor medlidenhed med det lille tapre land, der kæmpede så heltemodigt mod den russiske kolos – for så til sidst at forbløde og anmode om frem. Trods finske nødskrig kom ingen lande Finland til hjælp. Danmark sendte en ambulance, og svenskerne sendte krigsmateriel, men virkelig militær støtte fik Finland ikke, selvom de allierede tilbød at sende Finland tropper under forudsætning af fri gennemmarch gennem Sverige. Det ville svenskerne ikke acceptere, og det talte vi meget om. Jeg forstod ikke svenskerne, som i øvrigt allerede var i søgelyset af andre årsager. Fra de svenske malmlejer i Kiruna var der eksport af jernmalm til Tyskland. Dette krigsvigtige mineral udskibedes fra den norske by Narvik og sejledes derefter ned langs den norske vestkyst til Tyskland. De allierede havde både planer om besættelse af norske kystbyer samt af de svenske malmlejer – og om at udlægge miner i de norske farvande for at hindre malmtransporterne.
Alle disse spørgsmål gik jeg meget op i, og jeg studerede flittigt Politiken hver dag og lyttede til radioavisens udsendelser.
Sådan var situationen i det tidlige forår 1940. Der var noget i luften….
Den 8. april 1940 havde ungdomsforeningen møde i skolens gynmastiksal. Taler var en tidligere præst i sognet – Clemens Barfod Petersen. Han havde sin kone med og begge boede hos os i skolen. Efter foredraget var der fælles kaffebord, og far gik ind til radioen og hørte 22-pressen. Da han afsluttede aftenen sagde han til de forsamlede, at det i radioen var meddelt, at et tysk troppetransportskib var torpederet ved Norge, og han tilføjede, at ingen kunne vide hvor længe Danmark kunne undgå at blive direkte berørt af den store krig. Alligevel troede vel ingen af os inderst inde, at der ville ske noget – her i Danmark.
9. april 1940 – en klar, smuk forårsmorgen.
Vi gik i seng, men 9. april stod far op klokken 5 om morgenen. Han kunne høre højtflyvende flyvemaskiner. Mor var sur over, at han stod op og vækkede gæsterne, men fars fornemmelse af, at der var noget helt galt, holdt stik. Vi andre kom også på benene og kunne iagttage endeløse rækker af store, sorte maskiner, der fløj lavere og lavere. Det store chok kom, da de pludselig med et brag kom lavt – næsten i trætophøjde – følgende landevejen lige uden for mit hjem. Vi kunne tydeligt se piloterne og de tyske hagekors på maskinerne. Vore gæster, der boede i Sdr. Nærå på Fyn, pakkede øjeblikkeligt deres bagage og satte kursen hjemad østpå mod Fyn – ikke helt glade ved situationen. De kom dog godt hjem, selv om de blev standset ved Lillebæltsbroen, som tidligt om morgenen var besat af tyske tropper. Vi åbnede for radioen, som sendte morgengymnastik, og først da far ringede til telefoncentralen, fik vi oplyst, at tyske tropper havde overskredet grænsen, at der var blevet kæmpet, at der var flere faldne, men at kampen var ophørt, og at landet nu var besat af tyskerne. Senere oplæste speakeren i radioen det tyske ”Oprop”, som var kastet ud fra flyvemaskinerne om morgenen (underskrevet af den tyske kommandant i Danmark, general Kaupisch) – suppleret med en meddelelse fra kongen (om, at der skulle udvises en korrekt og værdig optræden) kontrasigneret af statsminister Th. Stauning.
Vi var alle rystede, lidet anende, at det næsten skulle blive værre endnu. Men dagen gik så småt sin vante gang. Skolebørnene arriverede, og undervisningen tog sin begyndelse. Jeg var ikke i skole den dag, men stod udenfor skolen, da en tysk panservogn dukkede op sydfra. Tårnet var åbent og en hjelmklædt soldat stod i tårnet med et rødt hagekors bredt ud foran på køretøjet. Synet gjorde et meget stærkt indtryk på mig. Jeg kan huske, soldaten kiggede på mig, da panservognen rullede forbi skolen, og jeg følte, han kiggede tværs igennem mig – spiddede mig – og kunne se, hvad jeg tænkte.
Resten af dagen sad jeg i skolestuens vindue og fulgte den endeløse strøm af køretøjer af enhver art, som kørte nordpå til langt ud på aftenen. Jeg følte det, som om hele den tyske hær den dag passerede Hovborg.
I dagens løb dukkede så et problem op, da de fremmødte skolebørn skulle hjem. De kunne næsten ikke komme over landevejen – så tæt var strømmen af fremrykkende motoriserede tropper. Ængstelige forældre mødte derfor op ved skolen ved undervisningens ophør for at hjælpe deres børn hjem. Da far den næste dag spurgte en lille purk fra 1. klasse om, hvordan hjemturen var forløbet, svarede drengen: ”Godt, a så en ett” (godt, jeg så den ikke). Far var lidt desorienteret, men det viste sig, at drengens svar drejede sig om den kalkunhane, der til daglig åbenbart var en plage for ham på hans skolevej, og som altså var et større problem for ham end hele den tyske værnemagt.
Om aftenen opstod et nyt problem, idet landet skulle mørklægges. Huset blev derfor endevendt for mørke tæpper, sort papir, tegnestifter og søm, og et større opsætningsarbejde tog sin begyndelse. Kun soveværelserne blev – noget ufuldstændigt – mørkelagt den første aften, og derfor måtte der i huset ikke anvendes elektrisk lys – kun lommelygter. En ejendommelig aften, hvor vi manøvrerede os rundt i det mørke hus iført afskærmede lommelygter. Da jeg var kommet i seng, blev jeg urolig for, hvad denne første krigsnat kunne bringe, og jeg kan huske, at far kom ind til mig med sin lommelygte og forklarede mig, at der var ingen grund til bekymring. Tyskerne passede på os, og englænderne var ikke stærke nok til at rette et angreb mod Danmark – endnu.
Senere fik vi sorte rullegardiner over hele huset, men mange – især ude på landet – tog meget let på begrebet mørklægning – under hele krigen.
Hvordan menneskene i Hovborg reagerede på besættelsesdagen, står meget uklart for mig. I mit hjem var det afgjort en sorgens dag. Far og mor var langt nede, selv om far udadtil bevarede roen.
Hverdag under ændrede vilkår.
Egentlig gled vi forbløffende hurtigt ind i hverdagen igen. Der kom flere og flere rationeringsmærker, kaffen forsvandt, benzin til privatkørsel ophørte, og det betød så, at far måtte opklodse ford´en i garagen.Det medførte, at erstatningsvarer kom på markedet. Der kom kaffeerstatning og de biler, som havde kørselstilladelse, kørte på gasgeneratorer – et kakkelovnslignende genstand, der placeredes bag på bilerne, og som skulle fodres med træ, som kunne antændes – akkurat som i en kakkelovn. Far og mor måtte i brugsen og købe cykler – det kunne man endnu i den første tid. Senere blev cykler – og især cykeldæk – og slanger en stor mangelvare. Den udenlandske tobak slap også op, så dansktavlet tobak, der efter sigende smagte forfærdeligt, kom på markedet, og nye cigaretmærker kom frem: Tory, Powhattan og Morton var nogle af de nye mærker. Den udenlandske brændsel forsvandt også og erstattedes af tørv, brunkul og træ. Tørvene skaffede mig i øvrigt en ekstrafortjeneste, idet jeg arbejdede i mosen med vending af tørv, idet tørvene skulle tørres på begge sider, inden de var klar til salg. De lå spredt ud over lyngen i lange rækker, og det var så midt job at vende dem. Lønnen var vistnok 2 øre pr. række, så der skulle vendes mange, inden det virkelig battede. En øm ryg var altid en sikker gevinst.
Lidt efter lidt forsvandt også andre ting fra butikkernes hylder: Chokolade, kakao, sydfrugter og den fuldfede håndsæbe – til gengæld kom nogle mærkelige erstatningsprodukter, som vi lidt efter lidt vænnede os til – uanset, at smagen tit var ganske forfærdelig, og erstatningssæben blev man sjældent ret meget renere af.
Men bortset herfra gik livet videre – næsten som det havde været før besættelsen. Vi havde ingen tyske soldater i byen og mærkede egentlig kun krigen fra aviserne og radioen. Og dog – engang imellem hørte vi om natten den dybe, duvende brummen fra højtflyvende engelske bombemaskiner på vej til mål i Tyskland. Flyvemaskinernes rute fra England til Tyskland var ofte via Esbjerg, hvor de drejede sydpå. Vi kunne fra Hovborg se, når de ankom til Esbjerg, fordi de tyske lyskastere, der prøvede at fange maskinerne i deres lysstråle, var meget synlige hjemme – selv om afstanden til Esbjerg var 50 km. Af og til kunne vi også se (men ikke høre), antiluftskytsgranaterne eksploderede. Alt i alt et ret så uhyggeligt, natligt lysshow. Som regel kunne vi kort efter høre maskinerne over os, og så fantaserede jeg om, hvor de mon skulle hen og hvor mange, der mon kom tilbage.
Den engelske radio.
Vi opdagede meget hurtigt, at aviser og dansk radio blev tysk-dirigeret. Kun nyheder fra tyske nyhedsbureauer og det danske (men tysk-kontrollerede) Ritzaus Bureau kunne læses i aviserne og høres i radioen. Ingen troede rigtigt på de overvældende tyske sejrsberetninger fra ”Værnemagtens Overkommando”, selvom tyskernes sejr i 1940 i Frankrig var stor og indiskutabel.
Allerede 9. eller 10. april hørte vi engelsk radio. Jeg kan tydeligt huske den første udsendelse, som primært henvendte sig til danske skibe på havene. Englænderne opfordrede indtrængende disse skibe til at søge ind til allierede havne – og i hvert fald ikke søge tyskbesatte områder. Vi var meget forsigtige i begyndelsen, når vi aflyttede engelsk radio: Dørene skulle være lukkede, og der måtte ikke skrues for højt op for lyden. Selv om der ikke – så vidt jeg husker – var lytteforbud, ville far ikke tage nogen chancer. I begyndelsen var der kun én udsendelse om dagen. Den var placeret omkring 18.30, dvs. nogenlunde parallelt med den tyskkontrollerede danske radioavis. I den første tid sendtes den kun på langbølge, senere også på mellembølge og flere kortbølgefrekvenser. Tyskerne prøvede at genere aflytningen ved hjælp af støjsendere, der udviklede en infernalsk larm og af og til direkte gjorde det umuligt at høre, hvad der blev sendt fra BBC i London.
Før den danske udsendelse sendtes en overgang en tysksproget udsendelse henvendt specielt til tyske soldater – den lyttede jeg ofte til, selv om jeg ikke forstod meget af, hvad der blev sagt. Og så kom den danske udsendelse, der snart indledtes med en strofe fra ”Prins Jørgens march”. Speakeren indledte normalt udsendelsen med ordene: ”Her er London. BBC sender til Danmark”. Efterhånden lyttede vi aldrig til de danske nyhedsudsendelser – når der taltes radioavis, var det underforstået, at det var den engelske, man tænkte på.
Grindsted Realskole.
August 1940 begyndte jeg på Grindsted Realskole. Det havde været bestemt længe, at jeg skulle skifte skole, så det var ikke noget, der kom bag på mig. Jeg kan ikke huske, om jeg glædede mig til skoleskiftet, men skulle jeg læse videre – i nærheden af hjemmet – var der ikke andre muligheder, hvis jeg da ikke skulle på kostskole. Denne mulighed diskuteredes ikke. Det store problem var skolevejen. Der var 20 km. Til Grindsted, og disse 20 km, skulle cykles frem og tilbage hver dag – i al slags vejr. I det værste vintervejr var det dog aftalt med skolebestyrer Jens Futtrup, at der kunne overnattes på skolen, dvs. som kostelev.
Der var kun få rutebilafgange, der kunne benyttes. På grund af krigen kørte rutebilen kun fra Hovborg til Grindsted 3 gange om ugen, og af disse afgange var der kun3, der passede ind i skoleskemaet, nemlig 3 hjemture fra Grindsted – Hovborg mandag, onsdag og fredag med afgang fra torvet i Grindsted. Kl. 16.00 og normalankomst til Hovborg kl. 17.30. Rutebilen var som regel stuvende fuld. Engang talte vi 70 passagerer i den ikke alt for store bil. Vi benyttede den sjældent. På plus-siden talte, at jeg det første år havde følgeskab på turen, idet Karl Heine også gik i skolen – i 9. klasse. Det betød utroligt meget for mig at have hans selskab det første år – overgangen til de nye forhold mildnedes helt afgjort ved hans tilstedeværelse.
Det var konditionerne.
Cykelturen.
Min nye hverdag startede kl. 6.30 om morgenen, hvor mor vækkede mig. Efter morgentoilette og morgenmad op på cyklen kl. 7.30, hvor jeg hentede Karl Heine på kroen. Ofte sad han ved køkkenbordet med en skolebog men var hurtig klar, og så gik det nordpå – mod Grindsted. Efter vi havde passeret Peder Jensens gård, var vi ude af Lindknud Kommune og kørte ud over Donslund Hede, som var ret øde. Der lå kun to små, hvide huse, af hvilke ”Kejseren” boede i det ene. Navnet skyldtes vist nok en vis lighed med den tyske kejser Wilhelm. Jeg har aldrig set ham, men hvad jeg så omkring huset, var mange børn – så vidt jeg husker 11. Så kom Donslund, som var en lille landsby – om muligt endnu mindre end Hovborg. I Donslund var en købmand (Maren Gregersen), som vi af og til købte slik hos på hjemvejen, så var der en mindre brugsforening, en skole (lærer Christensen) og – ikke mindst et fiskeri, som ejedes af fiskeriejer Henriksen. Han havde en stor, rød lastbil, og han hentede regelmæssigt fiskefoder på jernbanestationen i Grindsted. Henriksen var et rart menneske, som altid os og vore cykler op, når han så os på hjemvejen. Så stod vi på lastbilens lad omgivet af fiskefoder og cykler og syntes, at det hele bare var så dejligt.
Efter Donslund var terrænet åbent og fladt, indtil vi nærmede os Hejnsvig. Her var nogle store bakker, som kunne være tunge at håndtere i modvind – især den største, som lå umiddelbart efter korsvejen ved Hejnsvig. Bakkerne kunne også være ret så ubehagelige i glat føre. Jeg har kuret ned af den store bakke med cyklen bagefter mig. Da var jeg spændt på, om cyklen eller jeg kom først ned. Efter den store bakke var det sidste stykke inden Grindsted noget skovrigt, og når vi havde passeret jernbaneviadukten over Brammingejernbanen, var turen ved at være forbi, og vi var i Grindsted.
Turen varede små1½ time – noget afhængig af vejr og navnlig vind. Vi kørte i næsten al slags vejr. Det eneste, der stoppede os, var, når sne gjorde vejene ufremkommelige. Så vidt jeg husker, brød ingen af os om at være kostelever. Vi ville hellere trodse vejrguderne med de besværligheder, disse kunne medføre. Vor garderobe var tilpasset næsten alle klimatiske muligheder. Jeg kan f.eks. huske, at vi havde et imponerende sæt overtrækstøj af olieskind til brug i regnvejr. Ulempen ved denne udmærkede og absolut regntætte overtræksdragt var blot, at materialet havde en tendens til at blive stift, når det afkøledes af regnen, og dette kunne gøre det besværligt at cykle.
Jeg var egentlig forbløffende sjældent træt af de lange skoledage, som startede med afgang hjemmefra kl. 7.30 og hjemkomst kl. 17 – 17.30. Det, der engang imellem kunne være lidt surt, var, at man umiddelbart efter aftensmaden skulle i gang med lektierne. Fritid var der stort set kun lørdag aften/søndag (lørdag var dengang normal skoledag). Mine sygedage i de 4 Grindsted-år kan tælles på én hånd, og det kan helt sikkert tilskrives cykelturene, som må have været utroligt helbredsstyrkende.
Karl Heine fulgtes jeg med det første år – så tog han den afsluttende eksamen (med udmærkelse!). Det næste år kørte jeg alene – en kort overgang kørte jeg til Starup og tog toget derfra. Og de sidste to år fulgtes jeg med karl Heines lillebror, Niels.
Løst og fast fra årene 1940 – 1944.
Min konfirmation: Efteråret 1941 blev jeg konfirmeret i Hovborg Kirke af sognepræst Viggo Hansen. Konfirmationsforberedelsen havde for langt den største del fundet sted i Grindsted hos pastor Præstholm – kun de to sidste gange havde jeg været i Lindknud hos pastor Hansen. Jeg følte absolut intet religiøst ved den kirkelige handling. Jeg kan kun huske, at pastor Hansen i sin konfirmationsprædiken talte om rationeringen, og vi sang salmen ”Barnelivets fagre Dage”. Så udveksledes telegrammer med de øvrige konfirmanden, og om aftenen var der hjemme familiemiddag. Fra denne kan jeg kun huske, at far talte – men ikke, hvad han sagde. Jeg fik vistnok mange gaver, især bøger. Nogle af dem har jeg endnu, f.eks. ”Pelle Erobreren”, som jeg fik af lærer Winther, som var en af fars og mors bedste venner. Nyt, mørkt tøj havde jeg også fået – syet af skrædder Jepsen. Mit hår var sat og bobbet dagen før af barber Johansen. For ikke at ødelægge frisuren sov jeg med hårnet natten før konfirmationen.
Maj 1941 vakte Hitlers stedfortræder Rudolf Hess stor opsigt, da han pludselig fløj fra Tyskland i en én-motorers flyvemaskine og landede i Skotland. Da nyheden kom frem, havde vi sangtime i Grindsted med Præstholm, som afbrød sangundervisningen, og vi diskuterede ivrigt, hvad formålet med denne handling mon kunne være. Vi håbede alle sammen, at det måske kunne være et første signal om, at fredsforhandlinger var indenfor rækkevidde. Ingen kunne den dag forestille sig, at Hess ville havne i engelsk fængsel.
Vi mærkede efterhånden krigen på flere måder. I Grindsted var der tyske soldater, som prægede bybilledet ikke så lidt. Tyskerpiger (eller feltmadrasser) blev efterhånden et ret almindeligt fænomen, som vi jævnligt kunne betragte ved selvsyn. Vi foragtede disse piger og skjulte ikke denne foragt, når vi så dem promenere med de tyske soldater. På et eller andet tidspunkt mistænktes 2 af pigerne i klassen for at være tyskerpiger. Hvor meget, der var om snakken, ved jeg ikke, men pigerne blev i hvert fald frosset ud af vi drenge og først taget til nåde igen, da vi nåede frem til sommeren 1944, hvor vi afsluttede skolegangen i Grindsted. Som sagt: Jeg ved ikke, om der var noget om snakken, eller om vi gjorde pigerne uret – følelserne var livlige dengang.
Vareknapheden fornemmedes mere og mere, især husker jeg manglen på tekstilvarer. Det kneb med at få tøj. Jeg kan huske, jeg fik en ny laksefarvet skjorte, som bestod af et kunstprodukt, der hed celluld og som indeholdt nogle fordømt stive, hvide hår, der kradsede enormt. Men man skulle være glad over blot at få en ny skjorte. Der udsilledes ikke mere ret meget tøj i forretningerne – det lå under disken og udleveredes kun til faste kunder, hvis man da havde rationeringskort. Mor lappede og genbrugte og sad meget ofte ved sytøjet. Fødevarer havde vi ingen mangel på. På landet hjalp alle hinanden, og en gris kunne man jo altid slagte – trods forbud om hjemmeslagtning og kødrationering – udenom slagter Niels Jensen.
Engang havde Peder Nikolajsen, Rossau og far en aftale om at dele en hjemmeslagtet gris. Kødet skulle hentes om aftenen på kroen kl. 22 (det var jo ikke noget, alle behøvede at vide – og da slet ikke byens slagter, hvis forretning man på denne måde gik uden om). Far greb trillebøren, som fyldtes med lagner til indpakning af kødet og trillede ned gennem et mørklagt Hovborg. På kroen var alt vel – bortset fra, at slagteren godt kunne lide de våde varer, sad ved et bord – veloplagt og i god form. De sammensvorne enedes om at fordrive ventetiden – til slagterens retræte – med et spil kort. Men slagteren var i topform og holdt ud til kl. 3 om morgenen, og først da kunne Rossau og far fylde deres trillebøre og rulle hjem i natten med den dyrebare last.
A propos gris, så anskaffede far og mor sig faktisk en rigtig levende gris, som logerede i den samme bygning som rummede hønsehuset. Far var ansvarlig for dyrets opvækst og tilberedte dagligt foderet og serverede for fyren. Tilsyneladende havde vi fået et aggressivt, uvenligt væsen i huset, for far måtte næsten udkæmpe en veritabel boksekamp med grisen, når den skulle fodres. Jeg husker ikke, da den blev slagtet, men ingen sørgede i huset.
Den 29. august 1943 indførtes undtagelsestilstand – regeringen gik af, der var udgangsforbud i de større byer, der var kampe mellem tyskerne og den danske hær – situationen var spændt og uafklaret. Det var søndag, og jeg sad og lyttede til den tyskkontrollerede, danske radio, som ikke var særligt oplivende. Men sportsinteresseret, som jeg var, stillede jeg om til svensk radio (Motola). Den dag var der nemlig landskamp i atletik mellem Sverige og Danmark i Stockholm. Sveriges radio transmitterede begivenheden, hvorfor jeg sad med hovedet inde i højttaleren og lyttede. Det blev ganske overvældende. Da det danske hold løb ind på stadion, mødtes det af et øredøvende, langvarigt bifald, som helt klart var en svensk demonstration mod, der skete i Danmark. Aldrig før eller siden er et dansk sportshold blevet modtaget sådan på en svensk sportsarena. Og det blev ved. Den danske nationalsang honoreredes, som om det var hjemmeholdet, det gjaldt. Det var en oplevelse, som jeg aldrig har glemt.
Overflyvning af allierede flyvemaskiner hørte til dagens orden, og nu føj de også om dagen. Flyvemaskinerne fløj normalt meget højt. Kondensstriberne tegnede deres lange, hvide striber hen over himmelen – især på en skyfri dag var det et ret så imponerende syn. Jeg har aldrig set en luftkamp, selv om vi af og til kunne høre kanonild fra højderne. En februarnat 1944 blev en stor Lancaster-bombemaskine skudt ned i Klelund Plantage efter en luftkamp. Jeg må have boet på skolen, men far og mor overværede dramaet fra deres soveværelsesvindue. Nedstyrtningen udløste et kolossalt bål og en mængde eksplosioner. Alle ombordværende omkom. Jeg var oppe på nedstyrtningsstedet, efter tyskerne havde ryddet op. Men selv efter denne oprydning var stedet ret så uhyggeligt at opholde sig på. Der lå imellem de afbrændte grantræer en tågedis af let røg, der udsendte en kvalmende, udefinerlig stank, og jordbunden var dækket af små aluminiumsstumper, ledningsstykker og andre smådele fra maskinen. Der var 4 store kratere, hvor maskinens motor havde boret sig ned. Mange mennesker gik rundt og ledte efter souvenirs – jeg tog et tykt kabelbundt med hjem til fremvisning for far og mor. Stor var deres forfærdelse, da vi opdagede rødt kød mellem de små ledninger. Far gik omgående ud og begravede det. Besøget gav mig et indtryk af, hvad krig egentlig er, og jeg huskede længe den eftermiddag i Klelund Plantage. Og så hjalp det ikke så meget, at den tyske jager, der skød bombemaskinen ned – selv blev skudt ned ved Bramminge.
Jeg fulgte med stor interesse krigens udvikling på efterhånden hele jorden. Vi havde anskaffet kort over alle krigsskuepladserne og fulgte på den måde hærenes bevægelser. Det kunne engang imellem være svært at koncentrere sig om lektierne, når der foregik så meget ude i den store verden. Især husker jeg 5. – 6. juni 1944, da de allierede gik i land i Normandiet. Lige netop i de dage gik jeg til den afsluttende mundtlige eksamen – jeg fik ikke repeteret så meget, som jeg burde i disse 2 kritiske krigsdøgn.
Jeg fik en god præliminæreksamen – et stort mg+, og det må vel siges at være ret fortjent i relation til den store arbejdsindsats, der var ydet.
Et par dage efter var der translokation, hvor alle skolens elever var troppet op i deres fineste tøj. Skolens leder, Mogens Høirup talte – jeg kan huske, at han afsluttede sin tale til afgangsklassen med ordene: ”Jeg vil ikke sige farvel til, men far vel”. For mange af os blev det nok alligevel et farvel. Efter talen fik vi – én af gangen – vort eksamensbevis og et gratulationshåndtryk af Høirup. Herefter uddeltes flidspræmier. Jeg fik et flot dannebrog med flagstang og marmorfod.
Foråret 1944 diskuterede vi løbende, hvad jeg skulle efter min præliminæreksamen. Jeg havde ingen specielle ønsker med hensyn til min fremtid – med andre ord: Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være. Hvad jeg vidste var, at jeg gerne ville ud at tjene penge. En af mine kammerater – Kaj Søby – var blevet antaget som kontorelev i Grindsted Kommune, og en anden – min ven Kaj – skulle have en tilsvarende stilling på en af Grindsteds største virksomheder – Grindstedværket. Begge fortalte, at de var lønnede (vistnok 40 kr. om måneden) fra første dag i virksomheden. Det gjorde et stort indtryk på mig, at man så hurtigt kunne tjene penge. Men da var far godt nok ubøjelig – det kunne der under ingen omstændigheder blive tale om (det har jeg ofte været ham taknemmelig for!).
Og så sneg gymnasietanken sig lidt efter lidt frem i arenaen. Mine betænkeligheder blev efterhånden overvundet, men så var der jo lige det med – hvor? Én ting var klar: Jeg skulle på kostskole, fordi der ikke var nogen gymnasier i nærheden af Hovborg. Far prøvede først Vestjysk Gymnasium i Tarm. Her var der ikke plads, men man undersøgte muligheden for at oprette en parallel matematikerklasse. Få dage efter bekræftede rektor Arndal, at det blev tilfældet, og far indmeldte mig omgående. Skolen ville dog først se min karakterbog, som blev sendt til Tarm,. Vi fik så det svar, at jeg var optaget , forudsat, at ”jeg fik en eksamen, der svarede til forventningerne”.
Da rektor så mit eksamensresultat, meddelte han os kort og godt, at jeg var optaget på kostafdelingen på Vestjysk Gymnasium (forkortet VGT) fra efteråret 1944.
En enkelt episode vil jeg lige nævne fra mit ophold på Vestjysk Gymnasium i Tarm 1944 – 1947.
En fredelig skoletime efter banken sparkedes døren pludselig op, og ind trådte 2 cottonklædte mænd med revolvere i hånden – det var folk fra det tyske politi, Gestapo. Tyskerne gennemførte denne dag en totalrazzia på hele skolen – og i vores værelser. Jeg sad på det bageste bord i klassen med den ene gestapomand stående bag mig med revolver i hånden. Den anden gik rundt i klassen og visiterede hver enkelt elev og gennemrodede skoletaskerne. Det var rigtigt uhyggeligt at følge visitationen klassen igennem uden at vide, hvad kammeraterne kunne have i tasken. Jeg spekulerede også på, om der i min taske kunne være illegale blade. Det var ikke noget, jeg normalt otg særlig højtideligt på. Ventetiden var lang, inden det blev min tur, og de kolde øjne blev rettet mod mig. Jeg syntes, han var ualmindelig grundig, og at det tog en evighed, inden indholdet af min taske ”godkendtes”. Mærkeligt nok havde ingen i klassen den dag noget kompromitterende på sig. Herefter tænkte vi lidt mere på, hvad vi slæbte med i skole.
Kostelevernes og kostinspektørernes logi blev som sagt også undersøgt. Jeg var ikke til stede, da det skete. Det var min kostinspektør, cand. mag. Asger H. Holm, da hans værelse blev kontrolleret. Da seancen var overstået, og tyskeren var på vej ud af døren, kunne Holm ikke tilbageholde sine følelser og sparkede ud efter mandens kødfulde legemsdel. Uheldigvis vendte tyskeren sig i det samme om – og så blev Holm arresteret. Han kom i forhør, men klarede frisag. Jeg ved ikke hvordan.
Ingen elev blev den dag arresteret. Og det var egentlig fantastisk, for rundt omkring på mange elevværelser opbevaredes både våben og illegalt materiale. Men da razziaen påbegyndtes og tyske prærievogne kørtes frem, gik jungletrommerne i gang – og alt, hvad der skulle fjernes, blev fjernet. En ret så imponerende bedrift.
4. maj 1945.
Den 4. maj opløstes skoleundervisningen og de af kosteleverne, der havde mulighed for at komme hjem fik lov at rejse. Jeg telefonerede hjem (via lyn-ekspressamtale – andre telefonsamtaler kom ikke igennem) og fortalte, at nu kom jeg.
Jeg cyklede så de 60 – 70 km. Fra Tarm til Hovborg. På forhånd havde jeg frygtet troppetransport, men vejene var næsten øde. Jeg passeredes kun af én tysk tank, som drønede sydpå i en sådan fart, at jeg måtte skynde mig ned i vejgrøften. I Hovborg var der også ret stille. Skolen var beslaglagt af tyskerne, som havde taget alt bortset fra mine forældres lejlighed, hvor børnene gik i skole i deres soveværelse. Tyskerne benyttede mine forældres telefon livligt – altid i fars påhør. Han ville af princip være til stede, når tyskerne telefonerede, så han hørte nok et og andet, hvad han så end benyttede oplysningerne til. Jeg ved ikke, om han var med i modstandsbevægelsen. O dog? Han var i hvert fald i kontakt med en tysk soldat, der var medlem af den tyske modstandsbevægelse. Professoren kaldte tyskerne ham, fordi han underviste ved universitetet i Berlin.
Den 4. maj hørte vi som sædvanlig den engelske radio. Vi stod inde i kontoret med alle dørene forsvarligt lukkede (tyskerne var i huset). Og så kom øjeblikket. Først en pause, og så meddelelsen om tyskernes kapitulation i Holland, Nordtyskland – og så i Danmark. Jeg tror egentlig ikke, vi fattede, hvad der blev sagt – i hvert fald ikke i første omgang. Senere gik far op på kroen, vi andre blev hjemme. Men landsbyen Hovborg var rolig, selv tyskerne på den anden side af væggen i den besatte skole forholdt sig helt stille.
Den engelske radioudsendelse – frihedsbudskabet – har jeg hørt mange gange siden da. Men ligegyldigt hvor ti jeg hører det – så isner det mig ned af rygraden, når jeg hører speakeren – Johs. G. Sørensens både ophidsede og bevægede stemme, da han oplæste meddelelsen fra Montgomerys hovedkvarter. Jeg glemmer det aldrig.
Frihedsmorgenen – 5. maj 1945 – oprandt. Over hele landet gik flagene til tops kl. 8.00, hvor den tyske kapitulation til Montgomery (englænderne) trådte i kraft. I Hovborg var det så som så med friheden og freden. Der skete nemlig det, at den lokale modstandsbevægelse afvæbnede en tysk soldat. Den tyske kommandant i Hovborg reagerede lynhurtigt og protesterede stærkt over overgrebet, idet den tyske kapitulation var til englænderne – og ikke til den danske modstandsbevægelse. Han stillede en kanon op på skolens legeplads, ladede den og var klar til at bombardere byen. Besindige mænd fra byen greb nu ind og forhandlede med den krigsglade kommandant. Aktionen afblæstes – under forudsætning af, at modstandsbevægelsen trak sig tilbage. Og det gjorde den så.
Efter min studentereksamen i 1947 fik jeg december 1947 stilling i Danmarks Radio, hvor jeg var ansat til 1996, hvorefter jeg gik på pension. Jeg er gift med Alice og har 2 børn – Anne Marie og Michael.
Det var beretningen om, hvordan jeg i skrivende stund erindrer min barndom i Hovborg. Historien kunne nok være blevet adskilligt længere, for jeg husker ganske meget fra mine år derovre. Der kunne f.eks. berettes en del om den skønne, men barske vestjyske natur, hvor jeg tilbragte meget af min tid. Men også om langt flere af egnens beboere, end der er medtaget på disse sider.
Jeg drog fra Hovborg Skole med en solid ballast i bagagen. Både hvad angår det rent lærdomsmæssige – hvilket jeg har nydt godt af hele mit liv. Og ikke mindst havde jeg den lykke at vokse op i et hjem, der lærte mig at værdsætte kulturelle værdier på en sådan måde, at det har været mig et værdifuldt fundament i min tilværelse.
Det er jeg min mor og far taknemmelige for. En tak også til mange andre prægtige mennesker derude – personligheder, der var med til at præge min barndom og gøre den til en tid, som jeg ser tilbage på med glæde.
Farum i februar 2003
Erik T. Sørensen